København, 14/05/2025 - 18:37
23-årig udleveret fra Australien og idømt straksdom for svindel
Dansk mand har haft en ledende rolle i et online svindel-setup. Onsdag blev han udleveret, tilstod og fik dom.
Af: /ritzau/
En 23-årig dansk mand er onsdag blevet udleveret til Danmark og idømt en straksdom efter at have tilstået omfattende svindel.
Det er sket ved et grundlovsforhør ved Københavns Byret, som straks afsagde dom.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse onsdag aften.
Manden blev anholdt i Australien i marts.
Han har ifølge NSK haft en ledende og styrende rolle i et svindelnetværk, som arbejdede fra udlandet. Det er et netværk, som NSK har efterforsket.
I ledtog med andre brugte den 23-årige forskellige mobiltelefoner til at udsende tusindvis af såkaldte smishing-sms'er. Smishing dækker over svindel via sms'er.
Herefter ringede gerningsmændene og udgav sig for at arbejde i banker for at narre ofrene for svindlen til at udlevere kontooplysninger og kortoplysninger.
I nogle tilfælde overtog gerningsmændene ofrenes MitID.
På den måde kunne de overføre penge fra ofrene og købe forskellige ting online.
Den 23-årige har fra september 2021 til december 2024 svindlet eller forsøgt at svindle 136 personer for et samlet beløb på 7,9 millioner kroner.
Manden blev varetægtsfængslet efter domsafsigelsen.
Han blev idømt 3,5 års fængsel. Han har anket dommen til formildelse.
/ritzau/