Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Florida, 06/04/2023 - 23:57

Tre mænd får livstid for drab på amerikansk rapstjerne

Rapperen XXXTentacion var 20 år, da han blev skudt og dræbt ved højlys dag i delstaten Florida i USA.

Af: /ritzau/

Tre mænd er torsdag blevet idømt livsvarigt fængsel for drabet på den verdenskendte rapper XXXTentacion i 2018.

Det oplyser nyhedsbureauet AFP.

De tre mænd er Dedrick Williams på 26 år, Trayvon Newsome på 24 år og Michael Boatwright på 28 år.

De modtog deres domme i en kredsret i den amerikanske by Fort Lauderdale i delstaten Florida.

Det skete, lidt over to uger efter at en jury fandt dem skyldige i drab på rapperen.

XXXTentacion, som havde det borgerlige navn Jahseh Onfroy, var 20 år, da han blev skuddræbt ved højlys dag 18. juni 2018.

Det skete, mens han var ved at forlade en motorcykelforretning i byen Deerfield Beach, som ligger nord for storbyen Miami i Florida.

Hans bil blev blokeret af en SUV, der blev kørt af Williams. Ifølge anklagerne er han hjernen bag angrebet på rapperen.

Efterfølgende trådte to maskerede personer - Newsome og Boatwright - ud af bilen, hvorefter de begik et røveri mod XXXTentacion, mens han sad i sin bil.

De stjal omkring 50.000 dollar, som svarer til omtrent 350.000 kroner. Boatwright trak derefter sin pistol og skød og dræbte den 20-årige.

Den afdøde rapper var kendt for sine sange, som blandt andet omhandlede depression, stoffer, selvmord og vold.

Han udgav i 2017 sit debutalbum "17", som toppede hitlisterne.Det samme gjorde hans andet album "?".

Nogle af hans største hits var numrene "Sad!" og "Jocelyn Flores".

XXXTentacion havde et kontroversielt ry og afventede en retssag, hvor han var anklaget for vold mod sin dengang gravide kæreste. Og han havde allerede tilbragt tid bag tremmer - blandt andet for et væbnet hjemmerøveri.

/ritzau/

København, 05/12/2023 - 16:23

DR sætter sammen med kendte kvinder fokus på overgangsalderen

I en ny programserie sætter forskere sammen med ukendte kvinder og velkendte ansigter - blandt andre Line Baun og Cecilie Hother - fokus på overgangsalderen.

Hvad sker der fysisk og mentalt, når østrogenniveauet daler, og kroppen indtræder i overgangsalderen?

Det sætter DR fokus på i en ny programserie.

I "Velkommen til overgangsalderen" fortæller en række kvinder om de forandringer og udfordringer, de hver især oplever - herunder tørre slimhinder, vrede, angst, parforholdsproblemer, hedeture og umulig nattesøvn - i overgangsalderen, som er perioden omkring den sidste menstruation.

Både almindelige kvinder og kendte ansigter medvirker i programrækken. Blandt de kendte kvinder, som sætter ord på følelserne og symptomerne, er vært Cecilie Hother, frisør Gun-Britt Zeller, entertainer Søs Egelind og skuespillerne Trine Pallesen, Lone Hertz og Lærke Winther samt kommunikatør og influencer Line Baun Danielsen.

Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.

De fortæller blandt andet om at føle sig alene, om at blive overmandet af raseri og lade det gå ud over de nærmeste, hormonbehandling, om brudte forhold, angsten for at miste deres kvindelighed og det at træde ind i en ny epoke af livet.

- Vi håber, at vi med programmerne kan være med til at nedbryde tabuet om overgangsalderen og starte værdifulde samtaler om denne vigtige periode i kvinders liv. Ikke kun kvinder imellem, men også mellem mænd og kvinder, på arbejdspladserne og i samfundet generelt, siger programchef Anne Garlichs i pressemeddelelsen.

Ud over de personlige beretninger vil forskere fortælle om viden på området i Danmark sammenlignet med andre lande, oplyser DR.

Første afsnit af "Velkommen til overgangsalderen" kan se på DRTV den 7. december fra klokken 6.00 og på DR1 samme aften klokken 21.25.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/12/2023 - 16:07

DR og en række kendte kvinder sætter fokus på overgangsalderen

København, 05/12/2023 - 09:00

FAKTA: Opskrift på brændte mandler

* Kom nogenlunde lige dele mandler og sukker i en pande eller gryde og tilsæt en smule vand. En basisopskrift er 200 gram mandler, 225 gram sukker og en deciliter vand.

* Du kan også pifte dine brændte mandler op med smage som lakridspulver, kanel, ingefær eller den japanske citrusfrugt yuzu.

* Varm blandingen op ved middelvarme, indtil al væsken er fordampet. Hold hele tiden øje med blandingen.

* Når væsken er fordampet, vil sukkeret begynde at karamellisere og sætte sig på mandlerne.

* Hæld blandingen ud på et stykke bagepapir, og fordel mandlerne. Husk, at underlaget skal kunne holde til varmen.

* Når mandlerne er kølet ned, kan du brække dem fra hinanden.

Kilder: Anders Kuk Kristensen, medejer og køkkenchef hos Ghrelin, og Mads Dalsborg, køkkenchef i Bjørnekælderen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/12/2023 - 09:00

Sådan laver du dine egne lækre brændte mandler

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

To professionelle kokke tager dig med i køkkenet, så du kan lære at lave klassiske brændte mandler eller pifte dem lidt op til dine julegæster.

Det er snart jul igen, og flere steder i landet breder den søde duft af brændte mandler sig fra gadesælgere.

Hvis du vil lave en stor portion til dig selv og dine julegæster, får du her kyndig vejledning fra to professionelle kokke.

Start med at finde en pande eller gryde, som du kan bruge til at lave dine brændte mandler.

Anders Kuk Kristensen, der er medejer og køkkenchef hos Ghrelin i Aarhus, bruger selv en wokpande, når han laver brændte mandler derhjemme.

- Det fungerer bedst med noget, som har lidt kant, siger han.

Basisopskriften til brændte mandler indeholder mandler, sukker og en smule vand.

Du kan i princippet frit vælge, hvilke mandler du bruger. Men kokken har selv sine præferencer.

- Jeg er lidt feinschmecker, så jeg bruger kun store spanske mandler. Men man kan også bruge billigere mandler. Fordelen ved store mandler er, at de bedre kan holde til den varme sukkermasse, siger han og tilføjer, at han også fjerner skallen.

Ifølge Anders Kuk Kristensen kan det betale sig at bruge den ekstra tid på at afskalle mandlerne, fordi det fjerner den bitre smag, som skallen kan have.

Du kan dog sagtens lave dine brændte mandler uden at fjerne skallen.

- Jeg plejer at bruge nogenlunde samme mængde mandler og sukker. Til 200 gram mandler bruger jeg for eksempel 225 gram sukker og én enkelt deciliter vand, siger han.

Kom alle ingredienser i en pande, og varm det hele op ved middel varme. Du skal være tålmodighed og hele tiden holde øje med blandingen.

Hvis du vil krydre dine brændte mandler med andre smage, foreslår Anders Kuk Kristensen, at du kommer en teske lakridspulver per 100 gram sukker i blandingen og en kvart vaniljestang.

Sådan foretrækker han at lave brændte mandler. Og fordelen ved at lave dem selv er, at du kan bruge de smage, som du selv kan lide.

Der er også andre måder at pifte mandlerne op, så dine gæsters ganer bliver overrasket.

Mads Dalsborg, der er køkkenchef hos Bjørnekælderen på Frederiksberg, foreslår, at du kommer en smule hakket ingefær eller den japanske citrusfrugt yuzu i sukkerblandingen.

- De giver brændte mandler en friskhed i smagen, og det er et godt alternativ til den ellers fede og tunge julemad, siger han og tilføjer:

- Sådan ville jeg give mine brændte mandler et twist.

Når du har kommet alle ingredienserne i panden, skal du vente på, at al væsken er fordampet.

Derefter vil sukkeret karamellisere og sætte sig på mandlerne, siger Anders Kuk Kristensen.

- Jeg tilføjer en skefuld smør og en fingerspids salt, når jeg kan se, at sukkeret begynder at sætte sig på mandlerne, siger han.

Når mandlerne er klar, fordeler du dem ud på et stykke bagepapir, så de kan køle ned. Husk at tænke over, om underlaget kan holde til den høje varme.

Vent, indtil mandlerne er kølet helt af, og så kan du brække dem fra hinanden og opbevare dem i en lufttæt beholder.

Og du skal ikke være bange for at lave for mange brændte mandler.

- De smager også godt som topping til en risalamande, siger Mads Dalsborg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv