København, 11/07/2025 - 17:40
Uefa degraderer Crystal Palace til Conference League i ejersag
Crystal Palace har mistet sin plads i Europa League og skal i stedet spille Conference League i næste sæson.
Paul Terry/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Egentlig havde Crystal Palace som vinder af den engelske FA Cup kvalificeret sig til Europa League i den kommende sæson. Men Premier League-holdet skal spille på et lavere niveau i Conference League.
Det skriver Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside.
Årsagen er ifølge forbundet den potentielle interessekonflikt i sagen om flerklubsejerskab.
Lyon og Crystal Palace har samme ejer, men sidstnævnte oplyste i juni, at John Textor havde indgået en aftale om at sælge sine aktier i Palace til amerikaneren Woody Johnson. Premier League manglede dog at godkende handlen.
Håbet var, at handlen kunne fritage Lyon og Crystal Palace fra kattepinen, men det er tilsyneladende ikke tilfældet.
Den franske storklub blev i juni tvangsnedrykket af fransk fodbolds økonomiske vagthund, DNCG.
Men Lyon vandt ankesagen og slipper derfor for at tage turen ned i næstbedste række. Samtidig beholder Lyon sin plads i Europa League, og det er årsagen til, at Uefa nu reagerer.
Afgørelsen fra Uefa kan ankes til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
/ritzau/




