Nykøbing Falster, 18/02/2026 - 12:09
Kvinde afviser forsøg på at indsmugle mikrofon til Philip Westh
Anklager kræver kvinde idømt syv til ti dages fængsel for at forsøge at smugle mikrofon ind til Philip Westh.
Jesper Andkjær/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En kvinde nægter, at hun forsøgte at indsmugle en gps-tracker med mikrofon, da hun i november 2023 skulle besøge den dengang drabsmistænkte Philip Patrick Westh.
Hun blev godt nok snuppet med gps-trackeren i lommen, da hun skulle ind i Storstrøm Fængsel, men hun afviser, at hun vidste, at den lå der.
- Jeg havde ikke en idé om, at den var der, siger hun onsdag i Retten i Nykøbing Falster.
Her er hun tiltalt for at forsøge ulovligt at sætte sig i forbindelse med en fængslet ved at forsøge at smugle gps-trackeren ind, som også havde en mikrofon.
Hun fortæller, at hun i første omgang havde en stor dunjakke på, da hun kørte til fængslet.
Men på parkeringspladsen ved fængslet skiftede hun til en uldjakke, som lå i hendes bagagerum, da hun ikke ville gå ind i fængslet i den store jakke. Hun var derfor ikke opmærksom på, at gps-trackeren lå i jakken, forklarer hun.
At hun overhovedet havde gps-trackeren, skyldtes, at hun ville holde øje med sin kæreste.
- Den gps-tracker har jeg brugt til at undersøge min kæreste. Der har været nogle forhistorier, hvor jeg har haft noget mistillid, siger hun.
Hun afviser dog, at hun vidste, at gps-trackeren også kunne optage lyd.
Kvinden havde en relation til Philip Westh, men er beskyttet af et navneforbud i sagen, hvorfor relationen ikke kan beskrives nærmere.
Philip Westh blev i april 2023 anholdt, da han havde bortført en 13-årig pige og holdt hende fanget i 27 timer, inden hun blev befriet fra hans hus i Svenstrup ved Korsør.
Efterfølgende blev han også sigtet for drabet på 17-årige Emilie Meng, som forsvandt fra Korsør Station i 2016 og et halvt år senere blev fundet død i en sø.
Desuden blev han sigtet for i 2022 at have overfaldet og forsøgt at bortføre en 15-årig efterskoleelev i Sorø, som dog lykkedes med at slippe væk.
I sommeren 2024 blev Philip Westh idømt livstid for drabet på Emilie Meng, bortførelse, drabsforsøg og voldtægt af den 13-årige samt overfaldet på efterskoleeleven.
I november 2023, hvor kvindens besøg fandt sted, var der endnu ikke et anklageskrift i sagen, og der var derfor ikke så mange detaljer om sagen.
Philip Westh var dengang også underlagt brev- og besøgskontrol. Så selv om kvinden havde fået tilladelse til at besøge ham i fængslet, måtte hun ikke tale med ham om sagen, og en betjent skulle overvære besøg.
Anklager Baran Temizsoy vil derfor vide, om hun var nysgerrig efter at vide mere om sagen dengang.
- Nej, jeg var ikke klar til at høre, hvad sagen handlede om. Fordi det var så alvorlige ting. Vi snakkede om alt muligt andet. Jeg havde ikke behov for at høre hverken det ene eller andet, siger hun.
Efter fundet af gps-trackeren fik kvinden en karantæne på tre måneder, hvor hun ikke måtte besøge ham.
Tiltalen mod kvinden er rejst efter straffelovens paragraf 124, stk. 4.
Anklageren går efter en straf på syv-ti dages fængsel, som kan være betinget.
Dommen afsiges 25. februar klokken 13.
/ritzau/




