Valletta, 31/05/2026 - 12:24
Maltas arbejderparti genvinder magten med fjerde valgsejr i træk
Billeder viser fejringer af valgresultat i Malta, hvor Labour-regering står til en fjerde periode.
Darrin Zammit Lupi/Reuters
Af: /ritzau/AFPF
Arbejderpartiet i Malta vinder landets parlamentsvalg og sikrer sig en fjerde periode ved magten.
Det viser en foreløbig optælling søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Billeder viser folk, der fejrer resultatet i gaderne og ved optællingssteder.
Premierminister Robert Abela fra arbejderpartiet Labour – eller Partit Laburista – har på nationalt tv og sociale medier takket den maltesiske befolkning.
- Tak for tilliden, skriver han på Facebook.
Abela udskrev valget et år før tid, da han mente, at regeringen havde brug for et nyt mandat på grund af flere geopolitiske kriser.
Malta, som ligger i Middelhavet, er en af Europas mindste selvstændige stater og er stærkt afhængig af turisme.
Premierministeren har blandt andet ført kampagne på den økonomiske politik, som partiet har ført siden 2013, og han har lovet stabilitet på et tidspunkt med usikkerhed.
Hans største politiske rival ved valget var Alex Borg fra Nationalistpartiet (PN). 30-årige Borg er tidligere "Mr. World Malta" og har opfordret landets befolkning til at stemme for forandring.
Men Abela, som har stået i spidsen for Malta siden 2020, siger søndag, at han vil "rykke landet fremad" sammen med befolkningen.
Hans forgænger gik af som følge af en politisk krise efter drabet på journalisten Daphne Caruana Galizia i 2017. Den sag var med til at blotlægge store korruptionsproblemer i Malta.
En rapport fra 2025 fra Europarådet berettede om fortsatte problemer i kampen mod korruption. Men emnet har ikke været særligt fremtrædende under valgkampen.
Generalsekretæren fra Nationalistpartiet har søndag erkendt valgnederlaget.
Valget blev afholdt lørdag, og der var en deltagelse på 87,4 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Malta har et indbyggertal på omkring 550.000.
Prognoser indikerer, at forskellen mellem de store partier er på mindre end 19.000 stemmer, skriver Malta Today.
Men journalister, der følger optællingen, betegner over for nyhedsbureauet Reuters Labour-sejren som sikker.
I 2022 vandt det maltesiske arbejderparti med 55 procent af stemmerne. Dette års sejr lader til at være mindre.
/ritzau/AFP




