Lagrasse, 06/08/2025 - 06:26
1500 brandfolk indsat i kamp mod naturbrand i det sydlige Frankrig
En naturbrand har siden tirsdag hærget i Aude. Flammerne har brændt sig gennem område på størrelse med Læsø.
Idriss Bigou-Gilles/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
En naturbrand, der begyndte tirsdag eftermiddag, hærger tidligt onsdag morgen fortsat i det sydlige Frankrig.
Flammerne har bredt sig gennem et område på 110 kvadratkilometer i amtet Aude. Det svarer til en område, der er en smule mindre end Læsø.
- Branden breder sig i et område, hvor betingelserne er gunstige for dens fremfærd. Vi overvåger brandens yderkanter og bagside for at forhindre, at den blusser op, siger Lucie Roesch, der er embedsmand i amtet Aude.
Selv om branden har spredt sig natten til onsdag, er det sket langsommere, end det var tilfældet tirsdag.
- Brandens fremfærd blev bremset i løbet af natten på grund af høj luftfugtighed, tilføjer Lucie Roesch.
1500 brandfolk har siden tirsdag eftermiddag kæmpet med at få bugt med flammerne. Også flere fly har været indsat for at tage del i slukningsarbejdet.
Brandfolkene ventes at få støtte til slukningsarbejdet fra luften omkring daggry, lyder det fra Roesch, der advarer om, at slukningsarbejdet vil holde amtet beskæftiget i flere dage.
- Det er tale om en længerevarende operation, siger hun.
Onsdag morgen oplyser amtet Aude, at i alt ni personer er såret som følge af branden. Blandt dem er syv brandfolk.
Roesch fortalte tirsdag aften, at to personer havde pådraget sig kvæstelser som følge af branden. En af dem blev meldt i kritisk tilstand.
Flere campingpladser og en landsby er blevet delvist evakueret, ligesom flere veje er blevet lukket for trafik som følge af flammerne og røgudviklingen.
Tirsdag aften var meldingen desuden, at motorvejen A9, der forbinder Frankrig og Spanien, var lukket.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, skrev sent tirsdag aften i et opslag på det sociale medie X, at branden spredte sig, og at alle landets ressourcer var sat ind i kampen mod flammerne.
- I denne prøvelse skal vi udvise den største forsigtighed og følge myndighedernes anvisninger, tilføjede han.
Naturbrandene er i de seneste år blevet mere voldsomme i amtet Aude.
Det skyldes blandt andet, at der falder mindre nedbør, ligesom vinmarkerne er blevet færre.
/ritzau/AFP