Horsens, 09/06/2024 - 13:05
Konservative vil kæmpe for danske virksomheder med EU-mandat
Det er helt afgørende, at De Konservative beholder pladsen i EU-Parlamentet, mener partiformand Mona Juul.
Af: /ritzau/
Det er vigtigt for De Konservative at bevare partiets ene plads i EU-Parlamentet. Også selv om det er én ud af flere hundrede pladser.
- Man tænker måske, at det er 1 ud af 720 pladser, men det er helt afgørende, siger partiformand Mona Juul, da hun stemmer søndag over middag ved Stensballeskolen i Horsens.
Partiet fik ved valget i 2019 et mandat, og det står De Konservative ifølge flere nylige meningsmålinger til at beholde.
Ifølge Mona Juul er det vigtigt, at hendes parti er repræsenteret i EU-Parlamentet, og at partiet er en del af EPP-gruppen, som inden valget var den største gruppe i parlamentet.
- Det er der, vi sikrer de danske virksomheder og arbejdspladser, siger partiformanden.
De Konservative har Niels Flemming Hansen som spidskandidat. Han er desuden formand for Europaudvalget i Folketinget.
De to tidligere folketingsmedlemmer Marcus Knuth og Birgitte Bergmann er henholdsvis nummer to og tre på De Konservatives liste.
Partiet er en del af Det Europæiske Folkeparti (EPP), der inden valget var den største gruppe.
Sikkerhed er en af flere mærkesager for De Konservative. Partiet arbejder for, at EU skal stå sammen om fred i Europa blandt andet ved indkøb af forsvarsmateriale.
Partiet vil på sigt lade flere lande være en del af EU. Heriblandt Ukraine, Moldova og Georgien.
Migration er ligeledes en mærkesag hos De Konservative. Partiet ønsker blandt andet at flytte asylbehandlingen til tredjelande og hjælpe i nærområderne.
/ritzau/