København, 23/07/2026 - 12:04
Mand mistænkt for at trænge ind på piges soveværelse anholdt
Fredag morgen fremstilles en 35-årig mand i grundlovsforhør. Han er mistænkt for indbrud og forsøg herpå.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag morgen anholdt en 35-årig mand fra Herning, der er mistænkt for flere forhold af indbrud og forsøg på indbrud.
Det oplyser politikredsen på Politi Update.
Han er blandt andet mistænkt for at have trængt ind i en bolig i Snejbjerg ved Herning, hvor han blev opdaget på en piges soveværelse, oplyser Erik Kristensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Herning.
Han blev anholdt på baggrund af videoovervågning fra stedet og signalement fra borgere.
Fredag morgen vil han blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning. Her vil han formentlig også blive mødt af en sigtelse om husfredskrænkelse.
- Vi er ved at samle sigtelser sammen, så vi kan have det med til grundlovsforhør, siger Erik Kristensen.
Hvad mandens motiv for at trænge ind på pigens soveværelse har været, ved politiet ikke onsdag formiddag, men politikommissæren siger, at han ikke umiddelbart mener, at der har været et seksuelt motiv.
RITZAU




