Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dronninglund, 30/03/2026 - 09:25

Beboer er sluppet uskadt fra eksplosionsagtig brand i rækkehus

Brandvæsenet, politiet og hjemmeværnet rykkede mandag nat ud til en voldsom brand i rækkehus i Dronninglund.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En eksplosionsagtig brand har natten til mandag hærget et rækkehus i Dronninglund, og den voldsomme brand har forårsaget betydelige skader på ejendommen.

Det oplyser Nordjyllands Politi på sin hjemmeside mandag morgen.

- Vi arbejder fortsat på at skabe overblik over situationen. Det er endnu for tidligt at sige noget endeligt om brandårsagen, men vi efterforsker bredt, siger vagtchef René Kortegaard i meddelelsen.

Tidligere sagde Nordjyllands Politi til TV2 Nord, at politiet mistænker, at branden blev påsat. Men mandag formiddag er meldingen, at det er for tidligt at sige, og at intet udelukkes.

Det er et privat rækkehus, der er blevet hærget af flammerne. En kvinde var hjemme natten til mandag, men hverken hun eller andre er kommet til skade i branden, der af vagtchefen betegnes som voldsom og eksplosionsagtig.

Ifølge TV2 Nord er der tale om et rækkehus på Slotsgade i Dronninglund i Nordjylland.

Både brandvæsen, politiet og hjemmeværnet rykkede ud, da anmeldelsen tikkede ind ved midnatstid - klokken 00.06.

Brandvæsenet fik kontrol over ilden, og politi og hjemmeværnet afspærrede området af sikkerhedshensyn. Samtidig gik politiet i gang med de indledende undersøgelser på stedet.

Mandag morgen har politiet blandt andet indsamlet tekniske spor samt afhørt naboer og andre relevante vidner.

- Det arbejde fortsætter nu med henblik på at klarlægge det præcise hændelsesforløb, siger vagtchefen.

Politiet opfordrer alle, der har set eller hørt noget i forbindelse med nattens brand, til at ringe til politiet på telefonnummer 114.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek