Las Vegas, 27/05/2025 - 04:30
Billie Eilish vinder hovedpris ved prisuddeling afgjort af fans
Ved mandagens American Music Awards løb Billie Eilish med den mest prestigefulde pris, Årets Kunstner.
Af: /ritzau/
Sangeren Billie Eilish vandt hovedprisen som årets kunstner ved American Music Awards (AMA), der uddeler priser baseret på fanstemmer.
Det skriver Reuters.
Billie Eilish tager prisen for næsen af Taylor Swift, Kendrick Lamar, Sabrina Carpenter, Morgan Wallen og Zack Bryan, der også var nomineret.
Sidste år udgav hun albummet "Hit Me Hard and Soft" med sange som "Lunch" og "Birds of a Feather" på. Det er hendes tredje album, og sangene susede ind på hitlisterne.
- Det her er så vildt. Jeg er målløs, siger Eilish under awardshowet på en video fra Europa, hvor hun i øjeblikket er på turné.
- Jeg ville ønske, at jeg kunne være der i aften, siger hun videre.
Eilish udgav sit første album, "When We All Fall Asleep, Where Do We Go?" med megahittet "Bad Guy" på listen i 2019. Det var første gang, at en kunstner født efter år 2000 fik en single ind på den amerikanske version af Billboard Hot 100.
AMA-festlighederne blev skudt i gang, ved at værten Jennifer Lopez sang og dansede til et seks minutter langt medley af aftenens 23 nominerede sange.
Blandt sangene var Billie Eilishs "Birds of a Feather", Sabrina Carpenters "Espresso" og Beyoncés "Texas Hold 'Em".
Gracie Abrams, der er kendt for sangen "That's So True", vandt prisen Årets Nye Kustner. Sangeren SZA vandt Årets Kvindelige R&B-kunstner.
/ritzau/