Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/09/2025 - 15:33

To landmænd har fået tilladelse til at skyde vestjysk problemulv

I august angreb en ulv en fåreflok bag et ulvesikret hegn. Landmænd har fået tilladelse til at skyde den.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To landmænd har fået tilladelse til at skyde en problemulv i Klosterhede-reviret i Vestjylland.

Derudover afventer en person stadig at få behandlet sin ansøgning.

Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til Ritzau skriftligt.

Tilladelsen er blevet givet, efter at en ulv i slutningen af august angreb en fåreflok bag et ulvesikret hegn i nærheden af Klosterheden, som rummer en bestand af ulve.

Dermed trådte en ny regel, der blev indført i foråret, i kraft. Reglen betyder, at husdyravlere i Lemvig og Struer kan bede om lov til at regulere - hvilket vil sige at skyde - ulve, hvis deres dyr bliver angrebet.

- Styrelsen har afgjort, at der er tale om en problemulv, fordi den har angrebet får bag et fungerende ulvesikret hegn, skriver styrelsen.

Det er tilladt for landmændene at skyde ulven, hvis den igen forcerer eller forsøger at forcere et ulvesikret hegn i samme område.

Der er blevet registreret en ulvefamilie med seks hvalpe i Klosterhede-reviret.

Det er blevet gjort op af Den Nationale Ulveovervågning på Aarhus Universitet, der holder øje med situationen.

Kent Olsen, der er videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum Aarhus, har tidligere sagt, at det ikke nødvendigvis løser problemet at skyde den pågældende ulv.

- Vi ved fra udlandet, at hvis man tager en voksen ulv ud af et ulvepar, så kan der opstå nogle nye forhold i territoriet. Det er typisk ikke det, der fjerner problematikken i forhold til angreb på husdyr, sagde han i slutningen af august.

Kontorchef ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø Jens Skovager Østergaard erkender, at moderulven har en vigtig rolle over for hvalpene.

- Hvis der skydes en forældreulv, vurderer styrelsen i det konkrete tilfælde, at den tilbageværende forældreulv, kan opfostre hvalpene alene. Risikoen for hvalpene er mindre, fordi de allerede nu er ret store, lyder det i et skriftligt svar onsdag.

De nye regler er indført, efter at der i februar fandt et ulveangreb sted bag et ulvesikret hegn nær Vemb i Vestjylland, hvor 17 får blev dræbt.

Det var medvirkende til, at ministeren for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), i april præsenterede en handlingsplan, der blandt andet ændrede på definitionen af en såkaldt problemulv.

/ritzau/

København, 14/09/2025 - 21:15

Kurt Ravn og Marie Knudsen Fogh modtager stor skuespilhæder

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

To skuespillere fra hver sin generation blev lørdag aften hyldet med Lauritzen-prisen og 250.000 kroner hver.

Skuespillerne Kurt Ravn og Marie Knudsen Fogh er modtagerne af Lauritzen-prisen 2025.

De modtager hver 250.000 skattefri kroner og hyldes for deres markante bidrag til dansk scenekunst, film og tv.

Det skriver Lauritzen Fonden i en pressemeddelelse.

Prisen tildeles hvert år en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med deres skuespilpræstationer.

Søndag aften afholdt Lauritzen Fonden prisuddelingen i Skuespilhuset i København.

77-årige Kurt Ravn har i årtier været en central skikkelse i dansk skuespil.

Han slog for alvor igennem som Lauritz "Røde" Jensen i den danske serie "Matador", og har desuden medvirket i film som "Jeppe på Bjerget" fra 1981, "Ved vejen" fra 1988 og "Bryllupsfotografen" fra 1994.

Ravn har også spillet på nogle af landets største scener, og denne sommer medvirkede han desuden i Tivolirevyen.

Marie Knudsen Fogh, 39 år, blev ligeledes hædret.

Siden 2015 har hun været en fast del af ensemblet ved Aalborg Teater, hvor hun blandt andet har medvirket i forestillingerne "Ronja Røverdatter", "Brødrene Løvehjerte" og "Porno for begyndere".

Lauritzen-prisen blev første gang uddelt i 1965 under navnet Henkel-prisen og fik sit nuværende navn i 1993.

Tidligere modtagere inkluderer blandt andre Mads Mikkelsen og Paprika Steen.

Skuespiller Johanne Louise Schmidt var vært, da i alt otte priser søndag aften blev uddelt til markante navne inden for film, tv og scenekunst.

Lauritzen Fondens Børne- og Ungepris gik i år til TeaterBLIK under ledelse af Gertrud Exner. Backstage-prisen gik til filmklipper Janus Billeskov Jansen, en veteran inden for dansk film siden 1970’erne.

Begge de priser kommer med 100.000 kroner.

Believe in You-prisen, som hylder unge talenter inden for teater, film og tv, blev tildelt fire modtagere: filminstruktør Zinnini Elkington og skuespillerne Fanny Leander Bornedal, Besir Zeciri og Andrea Øst Birkkjær.

Alle fire får desuden 50.000 kroner hver.

Prismodtagerne udvælges af en priskomité. Den bestod i år af Jens Ditlev Lauritzen, som er formand for komitéen, Piv Bernth, May el-Toukhy, Jakob Engmann, Morten Kirkskov, Marianne Moritzen, Kim Skolle og Trine Wisbech.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/09/2025 - 08:00

FAKTA: Facts om Feit

* Jesper Ole Feit Andersen er 40 år gammel og kommer fra Kolding.

* Han er egentlig uddannet skolelærer, men arbejder i dag som skuespiller.

* Han er især kendt fra forskellige TV 2-produktioner. Heriblandt serier som "Sygeplejeskolen" og "Minkavlerne". Han har desuden medvirket i det populære underholdningsprogram "Stormester".

* Jesper Ole Feit Andersen har også haft flere mindre roller i store produktioner. Han har blandt andet været med i den prisvindende film "Retfærdighedens ryttere", Netflix-thrilleren "Kastanjemanden" og filmatiseringen af romanen om "Lykke-Per".

Kilder: imdb.com, ritzau, TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/09/2025 - 10:00

FAKTA: Unges udfordringer på arbejde

Jobpatruljen har spurgt 3282 unge mellem 13-17 år om deres fritidsjob. Her er nogle af udfordringerne:

* 96 procent har oplevet et eller flere brud på reglerne i deres ansættelsesforhold.

* Mere end hver fjerde er ikke opmærksomme på, at de har visse rettigheder, når de er på arbejde.

* Den gennemsnitlige timeløn er 77,77 kroner i timen. Cirka 20 procent modtager dog ikke løntillæg for eksempelvis aften- og weekendarbejde.

* Flere end otte ud af ti af de undervisningspligtige unge har vagter, som varer mere end de tilladte to timer på en skoledag.

* Knap 25 procent får ikke den pause, som de ifølge loven har krav på.

Kilde: Jobpatruljens evalueringsrapport 2024.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/09/2025 - 10:00

Giv børnene et sceneskift og få aftensmaden til at glide lettere ned

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Hvis det er svært at få ro på måltidssituationen derhjemme, ligger der guld gemt i at se på den måde, daginstitutionerne har knækket nødden.

Efter at have okset hjem fra arbejde og tryllet et nærende måltid frem, der nu står dampende klar på bordet, er der ikke noget bedre end at kunne kalde familien til samling med et: "Så er der mad!".

Til gengæld er reaktionen ikke altid som håbet. "Nej tak. Jeg er lige i gang med en leg", lyder det med korslagte arme fra familiens mindste.

Og så kommer måltidssituationen skævt fra start. Det kender Christian Schødts udmærket. Han er far til to, arbejder som madfar i en integreret institution og er aktuel med kogebogen "Bare én bid - grønnere børnemad".

Hans råd er at lære af pædagogernes knivskarpe rutiner.

- Det er svært at gå direkte fra at spille bold eller skærm, og så starter det altså i minus. Børnene har brug for et sceneskift, så man kan begynde et kvarter før med at sige: "Nu skal vi rydde op, vi skal snart spise" og så sætte gang i rutiner med at vaske hænder og dække bord.

- Det gør de også her i institutionen. Og det er enormt gavnligt at tænke ind, fortæller Christian Schødts, som er uddannet ernæringsassistent og også er kok i "Go' Morgen Danmark".

Når alle har fundet vej til middagsbordet, venter der en ny fælde, man let kan falde i.

- Som forælder kommer man tit til at gå frem og tilbage, fordi "jeg har også lige glemt vandkanden". Det giver ikke den ro, der skal til. På blå stue er alt sat frem på bordet, så man ikke skal rejse sig igen, fortæller han om dagligdagen i vuggestuen og børnehaven.

Når roen har indfundet sig ved spisebordet, bliver blikket hurtigt rettet mod børnenes tallerkener. Får de nu grøntsager nok? Og bliver de overhovedet mætte?

Men her kan du med fordel slå koldt vand i blodet.

- Man kan let blive så optaget af, at børnene spiser nok, at man sidder og siger: "Den der kunne du så godt lide sidste gang". Men man får lagt et pres ned over den stund, som ikke er fedt for ungerne, forklarer han.

Det samme gælder også med omvendt fortegn. Sætninger som: "Den her kunne du ikke så godt lide sidst, men nu har jeg gjort det her ved den i stedet", er heller ikke fordrende for, at børnene kan gå naturligt og umiddelbart til måltidet og tage for sig af det, de nu har lyst til i dag.

- Lad være med at italesætte det - bare gør det, lyder Christian Schødts' råd til at undgå det, han kalder madstress.

Selv om Christian Schødts til daglig laver mad i en integreret institution og har fundet frem til en række genveje til at gøre maden sjov og inkluderende - blandt andet ved at have børnene så meget som muligt med i køkkenet - så kan hans egne børn sagtens finde på at pille noget fra.

- Det skal der altid være plads til, siger han.

Han slår dog på tromme for, at man altid giver børnene en chance for at gå på opdagelse i maden. Også selv om de har rynket på næsen af den ret de forrige gange.

- Bare fordi August ikke plejer at spise den ret, så nytter det ikke noget at tage rugbrødet med ind til bordet fra start, siger han med henvisning til at have nogle sikre elementer med ved bordet, som man ved glider lettere ned.

- For nogle gange går der lige fem-ti minutter, før de begynder at spise det, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek