Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vatikanstaten, 18/05/2025 - 12:22

Pave Leo har officielt indledt sit arbejde som pave

Indsættelsesmessen for Pave Leo er begyndt. Det markerer den officielle start på den amerikanske paves embede.

Domenico Stinellis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Pave Leo XIV har søndag officielt indledt sit arbejde som den katolske kirkes overhoved.

Det sker på en indsættelsesmesse i Peterskirken i Rom.

Flere end 250.000 pilgrimme, kongelige og en række verdensledere deltager ved den officielle indsættelsesmesse.

Det er USA's vicepræsident, J.D. Vance, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, Canadas premierminister, Mark Carney, og mange andre.

På billeder fra begivenheden kan man se, at Zelenskyj hilser på J.D. Vance og hans hustru, andendame Usha Vance.

Søndag oplyser Vatikanet, at paven senere på dagen vil have et privat møde med den ukrainske præsident. Det skriver Reuters.

Som en tradition ankom pave Leo til indsættelsesceremonien i pavemobilen og hilste på folkemængden på Peterspladsen.

Det er også en tradition, at paven dernæst går ind i Peterskirken med kardinalerne, hvor han modtager to gaver, der symboliserer pavestolen.

Den første gave er en fiskerring i guld, som er opkaldt efter Sankt Peter, der var den første pave og fisker.

Ringen symboliserer begyndelsen og slutningen på et paveligt embede.

Den anden gave er en slags klæde af lammeuld, som symboliserer pavens rolle som hyrde.

Pave Leo er født i Chicago i USA og bliver den første amerikanske pave nogensinde. Han er 69 år og går under det borgerlige navn Robert Francis Prevost.

Han overtager titlen som pave efter pave Frans, som døde den 21. april.

Torsdag den 8. maj meddelte Peterskirken, hvem den nye pave er.

Kort tid efter holdt den nye pave Leo ude en takketale, hvor han blandt andet talte om kristendom som noget, der kan bringe folk sammen.

Pave Leo anses som mere midtersøgende end pave Frans, der blev betragtet som en progressiv leder af den katolske kirke.

Søndag omtaler han i sin prædiken ved messen, hvordan der stadig ifølge ham er for meget uenighed i verden:

- I vores tid ser vi fortsat for meget overensstemmelse, for mange sår forårsaget af had, vold, fordomme, frygten for forskellighed og et økonomisk paradigme, der udnytter Jordens ressourcer og marginaliserer de fattigste, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Pave Leo har tidligere udtalt, at han er imod kvindelige præster, og at ægteskabet er "en stærk relation mellem mand og kvinde".

Han har også udtalt sig om migration og i den forbindelse kritiseret Trumps administration for dens politik.

Pave Leo har været ærkebiskop i Peru og været præst i hjembyen Chicago.

I 2023 blev han gjort til kardinal af den afdøde pave Frans.

/ritzau/

København, 19/05/2025 - 18:27

Tv-stationer vil have gransket stemmeafgivelsen ved Eurovision

Denis Balibouse/Reuters

Finalen i Eurovision bød på store forskelle i, hvordan landenes juryer og befolkninger stemte.

Flere tv-stationer vil have undersøgt afstemningen ved årets Eurovision.

Det skriver det norske medie NRK.

I finalen fik Israel flest seerstemmer og kom på en andenplads ved årets Eurovision, men flere stiller nu spørgsmål til, om afstemningen var manipuleret.

Fra lande som Spanien, Sverige og Norge modtog Israel ingen point fra juryerne, men landenes seerstemmer placerede Israel i top.

Derfor vil tv-stationer som spanske La 1 og flamsksprogede VRT i Belgien nu have gransket, om der forekom fusk.

- På mange planer samarbejder vi VRT godt med EBU (European Broadcasting Union, red.), men uden seriøse svar, der tager hensyn til vores bekymringer om Eurovision Song Contest, vil vi stille spørgsmålstegn ved vores fremtidige deltagelse, skriver kanalen i en udtalelse.

European Broadcasting Union (EBU) arrangerer Eurovision.

VRT skriver i udtalelsen, at det bør undersøges, om det nuværende system reelt afspejler seernes holdning til numrene.

I flere lande i Europa var der protester mod Israel i dagene op til Eurovision.

Protesterne var også at se under selve showet, hvor to demonstranter kastede maling på et medlem fra den israelske delegation.

Det fremgik dog ikke af den officielle tv-transmission.

Stationerne vil også have undersøgt, om det giver mening at fortsætte med den opdelte pointgivning i konkurrencen, hvor juryernes vurderinger tæller for halvdelen og seernes for den anden halvdel.

Mandag kom det ligeledes frem, at den spanske premierminister, Pedro Sánchez, vil have Israel udelukket fra internationale, kulturelle begivenheder som Eurovision.

Kritikken skyldes Israels militære aktioner i Gaza, som Pedro Sánchez tidligere har fordømt.

Han sammenligner det med, at Rusland er blevet udelukket efter invasionen af Ukraine.

I Danmark fik Israel tre point fra fagjuryen. De danske seerstemmer gav landet samlet otte point kun overgået af Island og Sverige, der fik henholdsvis ti og tolv point.

Det viser tal fra Eurovision-mediet Good Evening Europe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/05/2025 - 18:13

Tv-stationer vil have gransket stemmeafgivelsen ved Eurovision

Denis Balibouse/Reuters

Finalen i Eurovision bød på store forskelle i, hvordan landenes juryer og befolkninger stemte.

Flere tv-stationer vil have undersøgt afstemningen ved årets Eurovision.

Det skriver det norske medie NRK.

I finalen fik Israel flest seerstemmer og kom på en andenplads ved årets Eurovision, men flere stiller nu spørgsmål til, om afstemningen var manipuleret.

Fra lande som Spanien, Sverige og Norge modtog Israel ingen point fra juryerne, men landenes seerstemmer placerede Israel i top.

Derfor vil tv-stationer som spanske La 1 og flamsksprogede VRT i Belgien nu have gransket, om der forekom fusk.

- På mange planer samarbejder vi VRT godt med EBU (European Broadcasting Union, red.), men uden seriøse svar, der tager hensyn til vores bekymringer om Eurovision Song Contest, vil vi stille spørgsmålstegn ved vores fremtidige deltagelse, skriver kanalen i en udtalelse.

VRT skriver, at det bør undersøges, om det nuværende system reelt afspejler seernes holdning til numrene.

Stationerne vil også have undersøgt, om det giver mening at fortsætte med den opdelte pointgivning i konkurrencen, hvor juryernes vurderinger tæller for halvdelen og seernes for den anden halvdel.

Mandag kom det ligeledes frem, at den spanske premierminister, Pedro Sánchez, vil have Israel udelukket fra internationale, kulturelle begivenheder som Eurovision.

Kritikken skyldes Israels militære aktioner i Gaza, som Pedro Sánchez tidligere har fordømt.

Han sammenligner det med, at Rusland er blevet udelukket efter invasionen af Ukraine.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/05/2025 - 11:00

FAKTA: Husk din højrevigepligt

* Hvis en lysregulering sætter ud, gælder højrevigepligt, medmindre andet er angivet.

* Højrevigepligt gælder også som hovedregel i mindre kryds, hvor der ikke er lyssignal, stoplinje, hajtænder eller vigepligtstavle.

* Ved højrevigepligt skal du holde tilbage for alle - både biler, cyklister og knallerter - der kommer kørende fra din højre side, mens de, der kommer fra venstre, skal holde tilbage for dig.

* På steder med højrevigepligt kræver det, at trafikanterne arbejder sammen og ser sig godt for, så der ikke sker misforståelser.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 19/05/2025 - 11:00

Kend din vigepligt når strømmen svigter

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det handler om at slå koldt vand i blodet og følge helt basale færdselsregler, hvis strømmen pludselig går ude på vejene.

Der går hurtigt koks i trafikken, hvis lysreguleringen pludselig går i sort. Det kunne man se i slutningen af april, da et længerevarende strømsvigt lammede store dele af Sydeuropa.

Hvis noget tilsvarende skulle ske herhjemme, er det som bilist først og fremmest afgørende at bevare roen, lyder det fra Bent Grue, der er formand for Dansk Kørelærer-Union og har drevet sin egen køreskole siden 1996.

- Det allervigtigste, man skal huske på, er at trække vejret og sørge for at skynde sig langsomt. Det vil være mit allerbedste råd, siger han.

Bent Grue fortæller, at han selv tilbage i 2003 befandt sig ude på vejene under et stort strømnedbrud på Sjælland, og det var en kaotisk oplevelse, fordi overholdelsen af færdselsreglerne hurtigt forduftede i forvirringen.

- Lige pludselig kørte folk bare ud foran os. Jeg var ude at køre med nogle motorcykelelever på det tidspunkt, og vi blev nødt til at stoppe, fordi det simpelthen var livsfarligt, fortæller han.

Stopper en lysregulering med at virke, gælder højrevigepligt. Det vil sige, at du skal holde tilbage for alle, der kommer kørende fra din højre side - medmindre anden skiltning angiver, at der er ubetinget vigepligt.

Den regel er alfa og omega at have i baghovedet, understreger Bent Grue.

Men du kan ikke regne med, at alle har styr på vigepligtsreglerne, og derfor er det samtidig vigtigt ikke at være for stædig på at holde på din ret, påpeger han.

- Det er ofte der, hvor ulykkerne sker - at folk i stedet for at hjælpe hinanden holder på deres ret til at køre først, lyder det fra kørelæreren, der råder til, at du i en situation med strømsvigt gør dig umage med at læse trafikken og give plads til andre.

Hans budskab bakkes op af Jakob Bøving Arendt, der er direktør for Rådet for Sikker Trafik.

- Når nogle af de ting, som regulerer trafikken, sætter ud, handler det i ekstra høj grad om at udvise hensyn og opmærksomhed, og at vi står sammen i krisen ved at holde afstand, siger han og råder til, at du søger øjenkontakt med dine medtrafikanter.

Sørg også altid for at følge myndighedernes anbefalinger, fastslår Jakob Bøving Arendt. Her kan det være relevant at have en nødradio med i bilen, så du er sikker på, at du kan modtage vigtig information.

- Tilsvarende vil der ved et strømsvigt være flere udrykningskøretøjer på vejene, og derfor skal man være ekstra opmærksom på at holde ind til siden og gøre plads til, at de kan komme hurtigt frem, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek