Aarhus, 21/06/2026 - 11:56
Video af betjents spark under anholdelse meldt til politiklagemyndighed
Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger en sag, hvor en betjent ifølge medie sparker en mand på jorden.
Af: /ritzau/
En video florerer på sociale medier af en betjent, der kommer løbende og sparker. Ifølge Ekstra Bladet bliver en mand, der ligger ned på jorden, sparket af politimanden.
Episoden er meldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), oplyser vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi til Ritzau.
- Vi er bekendt med, at der florerer den her video, og derfor har vi også underrettet DUP, siger han.
Det er søndag formiddag, at Politiklagemyndigheden har fået anmeldelsen om episoden, oplyser vagtchefen. Han bekræfter, at det omhandler en episode på Herredsvej i Aarhus lørdag aften, og at politiet var på stedet i forbindelse med en anholdelse.
Da sagen er blevet overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, ønsker vagtchefen ikke at sige yderligere.
Derfor er det uvist, om politiet var rykket ud til stedet på baggrund af en anmeldelse, hvad der i øvrigt gik forud for anmeldelsen, og om nogen er kommet til skade i forbindelse med en anholdelse i politikredsen lørdag.
Vagtchefen vil heller ikke sige, om nogen personer i politiet er blevet hjemsendt eller lignende som følge af det, der kan ses på videoen.
Selv om DUP undersøger sagen, er det ikke muligt at rette spørgsmålene til Politiklagemyndigheden i weekenden. Det skyldes, at DUP alene har åbent for telefonerne i tidsrum i løbet af hverdagene.
/ritzau/




