Haag, 01/12/2025 - 14:15
International domstol vil stå fast trods sanktioner fra USA
Mens USA angiveligt overvejer øget pres på ICC, siger domstolens præsident, at pres udefra ikke accepteres.
Eva Plevier/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Den Internationale Straffedomstol (ICC) kommer ikke til at ændre kurs trods pres fra USA og Rusland.
Det siger præsidenten for ICC, den japanske dommer Tomoko Akane, ved det årlige møde i domstolens styrende organ mandag.
USA har rettet sanktioner mod seks dommere og tre anklagere hos ICC.
Det er sket som reaktion på ICC's efterforskning af mistænkte israelske krigsforbrydelser.
- Vi accepterer ikke nogen form for pres fra nogen som helst, siger ICC-præsidenten.
Sanktionerne har været forstyrrende for de ramte personers liv, siger præsidenten, men institutionen holder fast, lover hun.
Tiltagene betyder, at de sanktioneredes amerikanske værdier fastfryses. I praksis er de afskåret fra det amerikanske finansielle system, som de fleste internationale banker er tæt knyttet sammen med.
Anonyme kilder har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at den amerikanske regering overvejer at øge presset. Således kan det komme på tale at sanktionere hele domstolen.
Det var i november 2024, at ICC udstedte arrestordrer mod Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant.
De er anklaget for at bruge sult som en metode i krigsførelse i Gazastriben. De er også anklaget for at stå bag forbrydelser mod menneskeheden i form af drab, forfølgelse og andre former for angreb mod civile. Begge afviser.
Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, har sagt, at domstolen er blevet "politiseret" og en "national sikkerhedstrussel".
Erika Guevara Rosas, der er seniordirektør for research i Amnesty International, mener, at det er afgørende, at domstolens medlemslande står vagt om dens uafhængighed.
- ICC står over for eksistentielle angreb fra visse stater, såsom USA og Rusland, siger Rosas i en pressemeddelelse.
- ICC's medlemsstater må ikke forholde sig tavse over for disse trusler. De skal forsvare domstolens uafhængighed og dens evne til at retsforfølge enkeltpersoner, herunder de mest magtfulde.
Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, er efterlyst af Den Internationale Straffedomstol. Han anklages for at være ansvarlig for bortførelse af ukrainske børn.
ICC har 125 medlemslande. Nogle af verdens største lande er ikke med. Det gælder USA, Rusland, Kina og Indien.
Domstolen er sat i verden for at retsforfølge krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, når lande ikke selv er i stand til at retsforfølge eller ikke vil.
/ritzau/Reuters




