Washington D.C., 22/07/2026 - 01:44
Trump vil indføre told på kopimedicin om to år
Trump giver virksomheder to år til at bygge fabrikker til kopimedicin i USA - ellers kommer der told på.
Jonathan Ernst/Reuters
Af: /ritzau/
Medicinalvirksomheder får to år til at bygge produktionsanlæg og fabrikker til produktion af generisk medicin i USA, før der kommer told på.
Det oplyser USA's præsident, Donald Trump, på sit eget sociale medie, Truth Social.
Fra den 1. august og to år frem vil tolden på generiske lægemidler, der kommer ind i USA, fortsat være nul procent.
Efter to år vil den stige til 100 procent i ét år og så 200 procent, lyder det.
- Det gøres for at trække produktionen af generisk medicin ind i USA, skriver han.
Tolden er en "straf til de virksomheder, som beslutter sig for ikke at bygge fabrikker og produktionsanlæg inden for den angivne tidsperiode, som de har fået tildelt", lyder det fra Trump.
Generiske lægemidler er også kendt som kopimedicin. De indeholder samme aktive stof som det originale produkt, men sælges typisk til en billigere pris.
Trump skriver videre i sit opslag på Truth Social, at USA's told på patenteret, mærkevare- eller innovativ medicin ikke kommer til at ændre sig.
I april i år truede Trump med en told på 100 procent på den type medicin, hvis ikke lægemiddelproducenterne ville indgå en aftale om lavere priser eller produktion i USA.
Den danske lægemiddelgigant Novo Nordisk havde inden Trumps trussel indgået en aftale med den amerikanske administration om lavere priser på diabetes- og fedmemedicin. Det skete i november sidste år.
Som led i aftalen forpligtede Novo Nordisk sig blandt andet til at øge sine investeringer i USA med ti milliarder dollar. Det oplyste Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
På billeder kunne man se Novo-topchef Mike Doustdar stå lige bag præsidenten, mens det skete.
Det danske selskabs konkurrent Eli Lilly var også en del af den samlede aftale i USA.
RITZAU




