Plzen, 06/03/2025 - 23:06
Isaksen bliver helt for Lazios ni mand i sidste sekund
Gustav Isaksen scorede til 2-1 i det 98. minut, da Lazio vandt 2-1 ude over Viktoria Plzen i Europa League.
David W Cerny/Reuters
Af: /ritzau/
Den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen har en stor andel i, at Lazio har sat kurs mod kvartfinalerne i Europa League.
I det absolut sidste sekund af torsdagens udekamp mod tjekkiske Viktoria Plzen sørgede midtjyden med et mål for, at Lazio kunne tage en 2-1-sejr med hjem til Rom.
Isaksen modtog bolden inde i feltet med en mand i ryggen. Han vendte væk med et fikst træk, så han sikrede sig plads til at affyre kanonen fra feltkanten, og bolden strøg over i det lange hjørne.
Betingelserne for at score et sejrsmål var ellers yderst vanskelige på det tidspunkt for de italienske gæster.
Lazio var således reduceret til ni mand efter at have fået to direkte røde kort. Det første faldt i det 77. minut, og i det 93. minut blev endnu en af Isaksens holdkammerater smidt ud før tid.
Derfor blev danskerens overraskende scoring også fejret med stor forbløffelse blandt de glade og lettede holdkammerater.
Returopgøret spilles på torsdag i Rom.
/ritzau/




