Rjazan, 15/05/2026 - 07:43
Russisk guvernør melder tre dræbt i droneangreb fra Ukraine
Tre har mistet livet, og 12 er blevet såret - heriblandt flere børn, siger guvernøren i russiske Rjazan.
Sputnik/Reuters
Af: /ritzau/
Et droneangreb fra Ukraine har kostet tre personer livet i den russiske by Rjazan.
Samtidig er flere etageejendomme med lejligheder blevet beskadiget i angrebet, ligesom en industrivirksomhed er blevet ramt.
Det melder Pavel Malkov, der er guvernør i regionen Rjazan, som byen med samme navn ligger i, på beskedtjenesten Telegram, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rjazan ligger i det centrale Rusland omkring 200 kilometer sydvest for landets hovedstad, Moskva.
- Til vores store sorg er tre personer blevet dræbt, og 12 er blevet såret, heriblandt børn, skriver guvernøren.
Ifølge Pavel Malkov forårsagede dronerne skader på to højhuse med lejligheder.
Vragrester fra nedstyrtede droner har desuden ramt et område ved et industrianlæg, skriver han. Han kommer ikke med yderligere oplysninger om, hvilket industrianlæg der er tale om.
Mash, som er en uofficiel kanal på Telegram, har ifølge Reuters bragt billeder af røg, der ses stige op fra en etageejendom.
Herfra lyder det, at en af indgangene til bygningen skal være blokeret, hvilket forhindrer, at beboerne kan komme ud.
Andre uofficielle kanaler har også vist billeder af lejligheder, der står i brand.
Ruslands forsvarsministerium har tidligt fredag morgen meddelt, at Rusland natten til fredag har opsnappet og ødelagt 355 droner affyret fra Ukraine.
Ukraine meldte natten til fredag også om konsekvenserne af et større missil- og droneangreb fra Rusland rettet mod hovedstaden Kyiv.
Ifølge nyhedsbureauet AFP lyder den seneste opjustering af tabstallet fra Ukraines beredskab, at angreb, der fandt sted torsdag, har kostet mindst 24 personer livet.
Blandt de dræbte er tre børn, siger beredskabet.
47 er samtidig blevet meldt såret i angrebene mod Kyiv.
Der har desuden været meldinger om, at flere er blevet såret i angreb mod Ukraines sydlige regioner Odesa og Kherson og mod den østlige region Kharkiv.
/ritzau/




