London, 12/01/2026 - 17:38
2025 blev det travleste år nogensinde for Heathrow
Lufthavnen Heathrow i London oversteg sidste år for første gang 84 millioner passagerer.
Isabel Infantes/Reuters
Af: /ritzau/
Aldrig før har så mange passagerer rejst gennem lufthavnen Heathrow i London som i 2025.
Sidste år havde lufthavnen knap 84,5 millioner passagerer, og det er første gang nogensinde, at passagerantallet oversteg 84 millioner.
Det oplyser lufthavnen mandag i en pressemeddelelse.
Heathrow var i 2024 den travleste lufthavn i Europa ifølge den tyske statistikbank Statista. Det fremgår ikke, om det er også er tilfældet for 2025.
Den britiske lufthavn overgår dog Istanbul Lufthavn (iGA), der i 2024 var den næsttravleste lufthavn. Sidste år havde den 84,4 millioner rejsende. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Heathrow slog sin egen rekord i et år, hvor lufthavnen kort var ramt af problemer.
Tilbage i marts blev alle flyvninger således indstillet i et kortere tidsrum på grund af en brand i en nærliggende transformerstation.
Op mod 291.000 passagerer skulle have været gennem lufthavnen.
Dengang forklarede Heathrows administrerende direktør, danske Thomas Woldbye, i et interview med BBC, at lufthavnen "bruger ligeså meget strøm som en hel by".
Til gengæld sluttede Heathrow året med at have den travleste december måned med næsten 7,2 millioner passagerer.
Den travleste dag kom i sommer-højsæsonen, hvor passagerantallet 1. august oversteg 270.000.
Tilbage i august kom lufthavnen ifølge AFP med en udvidelsesplan til 49 milliarder pund - svarende til omkring 422 milliarder danske kroner.
Planen omfatter blandt andet et ønske om, at der skal bygges en tredje landingsbane. Det vil forventes, at den vil kunne tages i brug inden for et årti.
Den nye landingsbane vil øge kapaciteten til 756.000 flyvninger og 150 millioner passagerer om året, har Heathrow tidligere oplyst ifølge BBC.
/ritzau/




