Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Amsterdam, 27/05/2024 - 17:53

Diskvalificeret hollænder kræver nye afhøringer i Eurovision-sag

Joost Klein skældte ud på Eurovision under koncert i Canada og vil have nye afhøringer i sag om trusler.

Jessica Gow/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den hollandske sanger Joost Klein, som blev diskvalificeret fra årets Eurovision-finale i Malmø, kræver ifølge den svenske avis Expressen, at der bliver foretaget nye afhøringer i trusselsagen mod ham.

Det har den svenske anklager Fredrik Jönsson mandag oplyst til Expressen.

Joost Klein ønsker, at afhøringerne foretages i Holland, selv om sagen efterforskes af svensk politi.

Hollænderen nåede at optræde ved Eurovision-semifinalen 9. maj og kvalificerede sig til finalen 11. maj.

Han blev diskvalificeret på finaledagen af arrangøren, European Broadcasting Union (EBU).

Her lød begrundelsen, at svensk politi var i gang med at undersøge en klage fra en kvindelig medarbejder fra Eurovision-produktionen.

Siden kom det frem, at klagen handlede om trusler mod en fotograf.

Joost Klein lagde ikke skjul på, hvad han mener om sangkonkurrencen, da han gav koncert i weekenden i den canadiske by Vancouver.

- Fuck Eurovision, råbte Joost Klein ifølge den norske avis VG.

Udfaldet er fanget på en videooptagelse fra koncerten.


/ritzau/

TjekDet - faktatjek