Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 26/03/2026 - 03:29

USA dræber fire mænd i angreb mod påstået narkobåd i Caribien

Amerikansk militær angreb onsdag en påstået narkobåd i Det Caribiske Hav. Fire ombordværende meldes døde.

Af: /ritzau/

USA's militær har onsdag dræbt fire personer i et angreb på en mistænkt narkobåd i Det Caribiske Hav.

Det skriver det amerikanske militærs sydlige kommando, Southcom, onsdag aften på det sociale medie X.

- Vi lægger massivt pres på kartellerne, skriver kommandoen, som dækker Syd- og Mellemamerika såvel som Caribien.

De dræbte var fire mænd. Deres nationalitet og det nærmere sted for angrebet oplyses ikke.

Ingen amerikanske soldater kom noget til i forbindelse med angrebet, lyder det.

Skibet var ifølge USA involveret i narkohandel.

- Efterretninger har bekræftet, at fartøjet sejlede langs ruter, der er kendte for narkohandel i Det Caribiske Hav, og var involveret i smugling af narkotika, skriver Southcom.

Ordren til angrebet blev givet af Southcoms øverstbefalende, Francis L. Donovan, fremgår det af opslaget.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek