Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

El Ejido, 19/05/2026 - 13:01

Skud dræber bedsteforældre og sårer to børn og to voksne i Spanien

Formodet gerningsmand er en 25-årig mand, som ifølge politiet dræbte sine forældre og sårede sin søn.

Forta/Reuters

Af: /ritzau/

To personer er blevet dræbt, og yderligere fire personer er alvorligt sårede efter et skyderi sent mandag aften i kommunen El Ejido i det sydlige Spanien.

Den formodede gerningsmand er tirsdag blevet anholdt.

Der er tale om en 25-årig mand, som tilsyneladende har skudt og dræbt sine forældre. Blandt de sårede er den anholdtes søn, oplyser spansk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De øvrige sårede er et andet barn og to voksne.

Nyhedsbureauet dpa skriver, at den 25-årige mands søn, der er blevet ramt i skyderiet, er syv måneder gammel.

Det andet barn, der er blevet såret i skyderiet, er en toårig pige.

Politiet modtog den første anmeldelse om skyderiet omkring klokken 23.15, skriver den spanske avis El Pais.

Forældrene til den formodede gerningsmand blev fundet dræbt i en bil, skriver dpa.

Politiet forsøger at fastlægge motivet til skyderiet og undersøger, hvordan manden havde fået fat i et skydevåben.

Han havde ikke tilladelse til at bære våben, oplyser politiet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek