Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/06/2026 - 10:33

Mette F. insisterer på at sætte holdet men forstår ærgrelse

Mette Frederiksen siger, at det er godt med sikkerhedspolitisk og økonomisk tyngde, hvis man har ambitioner.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det var uundgåeligt, at nogen ville blive "ærgerlige" i forbindelse med udnævnelse af ministre, når Socialdemokratriet skulle have færre ministerposter end i sidste regeringsperiode.

Sådan lyder det fra statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen på vej ind til gruppemøde med partiet torsdag.

Her bliver hun spurgt ind til onsdagens ministerbytte, hvor Peter Hummelgaard overtager finansministerposten fra Nicolai Wammen.

Mette Frederiksen vil ikke svare på spekulationer om, at det har betydning for arvefølgen til formandsposten i Socialdemokratiet efter hende.

- Jeg kan love, at kommer ikke til at blande mig i noget som helst i Socialdemokratiet, den dag hvor jeg ikke er formand længere. Det er også mig, der er statsminister, og det er også mit ansvar at sammensætte et hold, svarer hun det fremmødte presse.

Spørgsmål: Blander du dig ikke, når du er formand?

- Nej. Det gør jeg ikke, men jeg sammensætter det ministerhold, som jeg synes, er det rigtige for Danmark.

Hun understreger også samme forklaring, som hun bragte onsdag i forbindelse med ministerrokaden. At alle socialdemokratiske ministre skulle have en ny ministerpost - dog hende selv undtaget.

- Så siger jeg bare i al stilfærdighed, at det er meget godt, at man har en sikkerhedspolitisk tyngde og en økonomisk tyngde, hvis man har ambitioner i fremtiden, siger hun.

Hovedpersonerne selv blev også spurgt ind til byttet onsdag - men ifølge dem skulle man ikke lægge så meget i det.

Nicolai Wammen, der nu har overtaget posten som justitsminister fra Hummelgaard, sagde onsdag, at han havde "svært ved at se, at det skulle være en dårlig opgave at være justitsminister".

Han afviste at tale om posten som S-formand i fremtiden.

- Vi er slet ikke der. Prøv at hør, vi har en formand, og den dag vi ikke har det længere, så finder vi en ny formand, sagde Wammen.

Hummelgaard var heller ikke meget for at tale om spekulationerne omkring arvefølgen til formandsposten.

- Jeg kan ikke svare på det spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål, der er relevant, sagde Hummelgaard, onsdag, da han blev spurgt, om han nu var rykket forbi Wammen i hierarkiet i partiet.

Mattias Tesfaye, der torsdag er blevet valgt som gruppeformand for Socialdemokratiet, erkender, at der har været diskussioner efter ministerbyttet.

Han bliver spurgt ind til, at flere medier beskriver anonyme kilder, der fortæller om intern uro, og hvordan han vil skabe ro på de indre linjer.

- Der har været diskussioner efter de her ministerudnævnelser, der har været. Men jeg har egentlig en oplevelse af, at vi diskuterer åbent med hinanden, og at folk glæder sig til at arbejde, svarer han.

- Så er det klart, så er der lidt turbulens. Det skal vi selvfølgelig igennem. Men det har vi været før, og vi skal nok komme ud på den anden side, tilføjer han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek