Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/02/2026 - 14:23

Ministerium ville fjernes fra Heunickes rapport efter uenighed

Fødevareministeriet var uenig i Miljøministeriets vurdering af økonomien i et sprøjteforbud for landmænd.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fødevareministeriet bad om at blive fjernet som forfatter af en rapport fra Miljøministeriet, fordi de var uenige i rapportens metodik og konklusion på et centralt område.

Det skete, kort inden at miljøminister Magnus Heunicke (S) brugte rapportens konklusioner i sin argumentation for et forbud mod sprøjtegift.

Det kan B.T. afdække på baggrund af korrespondance mellem de to ministerier.

Forløbet får forvaltningsekspert Frederik Waage, der er professor på Syddansk Universitet, til at fremhæve en bekymring.

- Sagen rejser spørgsmålet, om der er nogle embedsmænd, der bliver spændt for en politisk vogn, når en så stor faglig uenighed slet ikke reflekteres i rapporten, siger han til B.T.

Da miljøminister Magnus Heunicke den 12. januar præsenterede sit tiltag om at forbyde sprøjtegift i områder med boringer efter drikkevand, stod han på et fagligt grundlag fra rapporten.

B.T.'s afdækning viser dog, at der i dagene op til ministerens udmelding var en væsentlig faglig uenighed mellem ministerierne.

Miljøministeriets embedsfolk ville konkludere, at sprøjteforbuddet var den bedste løsning økonomisk set.

Men den konklusion mente Fødevareministeriets embedsfolk var så fejlagtig, at man først søgte at udskyde præsentationen, så man kunne forbedre vidensgrundlaget.

Fødevareministeriet var uenig i selve metodikken. Der kunne være en fejlvurdering i det tab, som landbrugserhvervet oplever, når de ikke må bruge sprøjtemidler længere.

Derfor mente embedsfolkene herfra, at konklusionen om den positive økonomiske effekt var for usikker.

Man blev derfor efter eget ønske skrevet ud af rapporten, inden miljøminister Magnus Heunicke i et interview med TV Avisen på DR brugte netop økonomien som et argument for sit sprøjteforbud.

Til B.T. forklarer ministeren, at han ikke selv har haft indflydelse på rapporten.

- Det står fuldstændig klart i rapporten, hvem der har ansvaret for konklusionerne: det er Miljø- og Ligestillingsministeriet. De økonomiske antagelser, som konklusionerne bygger på, er lagt helt åbent frem i rapporten. Jeg har som minister ikke haft indflydelse på det faglige arbejde eller rapportens konklusioner, lyder det i en skriftlig kommentar til B.T.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger til B.T., at han ikke kan "mindes en lignende proces".

- Jeg undrer mig over, at Miljøministeriet i deres rapport har ignoreret de faglige vurderinger fra embedsmændene i Fødevareministeriet, lyder det fra Jacob Jensen.

Ritzau forsøger at få fødevareministerens undren uddybet i et interview.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek