Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/03/2026 - 14:22

Højesteret frifinder chauffør i sag om menneskesmugling

Fransk statsborger bosat i Norge har med held kæmpet imod udvisning for sin kørsel med marokkansk kvinde.

David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Højesteret har torsdag frifundet en mand for at have hjulpet en marokkansk kvinde med ulovligt at indrejse via Rødbyhavn.

Dermed slår landets øverste domstol en streg over tidligere afgørelser fra Østre Landsret og Retten i Nykøbing Falster.

De to retsinstanser havde udvist den 40-årige med et indrejseforbud i seks år og i øvrigt idømt ham 30 dages fængsel. Han er fransk statsborger og bor i Norge.

Men han havde ikke forsæt til at overtræde loven, da han tog kvinden med som passager i sin bil, lyder det i torsdagens dom.

Med frifindelsen kan manden uden problemer tage til Danmark, hvilket han ofte gør i kraft af sit job.

Sagen handler om en hændelse for fire år siden. Tidligt om morgenen den 2. januar 2022 kørte han i land i Rødbyhavn.

I bilen var hans hustru samt en person, som han i Tyskland havde samlet op via en aftale på platformen BlablaCar.

Her kan man som rejsende finde kørelejlighed.

Det viste sig, at personen var i selskab med en kvinde, som også kørte med. De talte lidt engelsk og fransk sammen.

Men i ankomstkontrollen blev det afsløret, at hun, der er marokkaner, ikke havde gyldig rejselegitimation til Danmark, og så blev han sigtet, tiltalt og siden også dømt for menneskesmugling ved to domstole.

I torsdagens frifindelse siger dommerne i Højesteret, at de faktiske omstændigheder ikke kunne føre til en konklusion om, at han havde forsæt til at overtræde udlændingeloven.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den 40-årige havde indset, at det var muligt, at kvinden ikke lovligt måtte rejse ind i Danmark.

Manden har fortalt, at de to passagerer var klædt i pænt tøj. Han spurgte dem ikke, hvor de kom fra. Det gjaldt om at komme afsted og køre sikkert.

Den frifundnes forsvarer er advokat Eddie Khawaja.

- Det er ikke hverdagskost, at Højesteret frifinder en tiltalt, fordi reglerne om forsæt er blevet brugt forkert, siger han.

Om dommen kan få betydning for andre sager, er umiddelbart svært at vurdere, mener han.

Men i hvert fald er afgørelsen ifølge advokaten en påmindelse til både anklagemyndigheden og retssystemet om, at man skal sikre sig, at bevismomenterne er opfyldt i sager om menneskesmugling.

Her er det ofte en særlig regel om forsæt - dolus eventualis - der er på spil. Altså om en tiltalt positivt har indvilget i og psykologisk accepteret, at han hjælper en person til ulovlig indrejse.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek