Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 10/10/2023 - 00:40

Hollywood-forfattere siger ja til aftale efter strejke

Hollywood-forfattere gik i strejke i foråret. Nu har de endeligt godkendt aftale med underholdningsselskaber.

Mike Blake/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Medlemmer af Fagforeningen for Hollywoods manuskriptforfattere (WGA) har mandag givet endeligt grønt lys til en aftale med flere filmselskaber og streamingtjenester.

Det oplyser WGA.

Den treårige aftale blev indgået i slutningen af september efter en længere strejke, og nu har 99 procent af medlemmerne altså endeligt godkendt den.

Det svarer til omkring 8500 af fagforeningens medlemmer.

- Sammen har vi været i stand til at opnå det, som mange sagde var umuligt for bare seks måneder siden, udtaler formand Meredith Stiehm fra Writers Guild of America West (WGAW).

Aftalen er blevet indgået med Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP), der er underholdningsselskaberne organisation.

AMPTP er repræsentant for over 350 amerikanske filmproducenter og -studier. De forhandler på vegne af mediegiganter som Netflix, Amazon og Disney.

WGA's medlemmer havde indtil mandag til at afgive deres stemme om, hvorvidt den foreslåede aftale skulle endeligt godkendes eller ej.

Aftalen indeholder en lønstigning og beskyttelse af manuskripter over for kunstig intelligens i branchen.

Manuskriptforfatterne begyndte at strejke i starten af maj, og der skulle gå næsten fem måneder, inden de genoptog arbejdet 27. september.

Strejken medførte, at mange film- og tv-produktioner blev standset.

Der er dog fortsat ikke indgået nogen aftale for Hollywood-skuespillere, der sluttede sig til manuskriptforfatternes strejke i starten af juli.

Begge faggrupper har kæmpet for at få mere i løn.

Der har også været bekymringer om brugen af kunstig intelligens til at skabe manuskripter.

De to strejker - hvoraf den ene altså er afsluttet - har forsinket serier som "The Last of Us" og "Stranger Things".

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek