Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hobart, 12/01/2024 - 03:38

Marys hjemstavn planter træ til ære for dens nye dronning

I tasmanske Hobart plantes der et træ til ære for kronprinsesse Mary, som søndag bliver dronning af Danmark.

Af: /ritzau/

Den australske ø Tasmanien, hvor kronprinsesse Mary er fra, planter et febertræ i øens hovedby, Hobart, til ære for kronprinsessen, som søndag bliver dronning af Danmark.

Byrådet i Hobart vil desuden arbejde sammen med Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, om at plante et træ i København for at markere begivenheden.

Det oplyser byrådet i Hobart i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fremgår det, at plantningen af træet i København stadig skal godkendes politisk.

Borgmesteren i Hobart, Anna Reynolds, siger, at byen er "pavestolt af den fremtidige dronning Marys tasmanske rødder".

- Vi glæder os til at fejre denne glædelige anledning med en meningsfuld gestus, der reflekterer vores delte historie og forbindelse, siger hun i pressemeddelelsen.

Febertræet er Tasmaniens nationaltræ.

Det skal stå i det nordlige hjørne af St. Davids Park, som ligger i midtbyen af Hobart.

Undervisningsministeriet i Tasmanien, som udgør en af Australiens seks delstater, ønsker også kronprinsessen tillykke med hendes kommende titel som dronning.

- I hendes tid som kronprinsesse har Mary været i stand til at skabe offentlig opmærksomhed på en række humanitære og sociale emner.

- Vi håber, at værdien af hendes uddannelse og hendes oplevelser i skolen har del i dette, lyder det fra undervisningsministeriet.

Det er på søndag, at dronning Margrethe giver tronen videre til sin ældste søn, kronprins Frederik, efter 52 år som Danmarks regent.

Klokken 15.00 udråbes kronprins Frederik til konge fra balkonen på Christiansborg Slot.

Inden da vil den kongelige familie deltage i Folketingets markering af tronskiftet klokken 10.00

Klokken 14.30 begynder en kur med det kommende kongepar.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek