Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 10/03/2026 - 19:18

USA's energiminister fjerner opslag om olietanker gennem stræde

Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor minister har fjernet et opslag om et olietankskib.

Af: /ritzau/

Den amerikanske energiminister, Chris Wright, har fjernet et opslag på sociale medier om, at den amerikanske flåde har eskorteret en olietanker gennem Hormuzstrædet.

Det står ikke umiddelbart klart, hvorfor opslaget er blevet fjernet.

I det fjernede opslag skrev Wright, at formålet med eskorten var, at olien "bliver ved med at flyde til de globale markeder".

En anonym amerikansk embedsmand, der udtaler sig til nyhedsbureauet Reuters, siger, at det amerikanske militær ikke har eskorteret et skib gennem Hormuzstrædet.

Det samme siger en talsperson for Irans Revolutionsgarde ifølge Reuters.

Revolutionsgarden er en magtfuld militærstyrke, der opererer parallelt med Irans regulære hær og refererer direkte til Irans øverste leder.

Hormuzstrædet mellem Oman og Iran har været så godt som lukket under den igangværende krig i Iran.

Det smalle stræde har stor betydning for verdens oliehandel.

Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek