Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 11/08/2025 - 01:01

Rusland melder om to døde i ukrainsk angreb på vestlig region

To personer er døde, og to er indlagt efter et ukrainsk angreb, melder russiske myndigheder.

Presidential Office Of Ukraine/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To personer er blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb på Tula-regionen i det vestlige Rusland.

Det melder en regional embedsmand i Rusland og landets forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet var ifølge kilderne også målrettet regionen omkring den russiske hovedstad, Moskva, og andre russiske regioner.

Ud over de to døde er to personer blevet indlagt på hospitalet efter angrebet, lyder det fra Tulas guvernør, Dmitrij Miljajev, på den krypterede beskedtjeneste Telegram. Det skriver Reuters.

Det russiske forsvarsministerium oplyser videre, at dets luftforsvar sent søndag destruerede 27 ukrainske droner på tre timer. Heraf blev 11 registreret i Tula-regionen, én i Moskva-regionen og resten i fire andre regioner.

Tidligere søndag aften lød det ifølge nyhedsbureauet AFP fra ukrainsk politi, at seks personer var blevet dræbt af russiske angreb i Ukraine.

12 personer blev desuden såret i et russisk angreb på en travl busstation i byen Zaporizjzja i den sydlige del af landet.

Meldingerne om angrebene kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har meldt ud, at han skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, den 15. august.

De to ledere skal på mødet tale om, hvordan Ruslands tre et halvt år lange krig i Ukraine kan blive afsluttet. Det er de to lederes første fysiske møde siden 2019.

Mødet mellem Trump og Putin skal afholdes i den amerikanske delstat Alaska - et område, som var russisk, indtil Rusland solgte det til USA i 1867.

USA's Nato-ambassadør, Matthew Whitaker, siger søndag aften til mediet CNN, at det er muligt, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil deltage i Nato-mødet.

- Jeg tror helt sikkert, at det er muligt, siger han og understreger, at beslutningen ligger hos Trump.

- Hvis han synes, at det er det bedste scenarie at invitere Zelenskyj, så vil han gøre det, siger han.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, sagde søndag, at han håbede og gik ud fra, at Zelenskyj vil deltage i mødet, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

New York City, 25/11/2025 - 07:10

Dansk Emmy-vinder vil til USA og Storbritannien med reality-format

Leonardo Munoz/Ritzau Scanpix

Holdet bag "Shaolin" vandt natten til tirsdag en Emmy og vil gerne brede det mere ud, siger produktionschef.

Produktionsselskabet Metronome Productions havde ikke turdet at tro på, at "Shaolin" kunne vinde en international Emmy.

Det fortæller Mette Louise Grønbjerg, der er produktionschef på programmet, under fejringen efter prisuddelingen i New York City.

- Vi har svært ved at synke det, og det er virkelig mærkeligt for os at være i, for vi havde håbet og håbet, men vi havde ikke turdet at tro på det.

- Jeg tror ikke, det rigtig er sunket ind endnu, hvilket også er en kliché at sige. Det er virkelig stort. Vi var helt vildt oppe at køre, da vi kom ud i rummet, hvor vinderne kommer ud, siger hun.

"Shaolin" er et format, som Metronome Productions selv har udviklet.

Det vandt natten til tirsdag en international Emmy for Bedste Underholdningsprogram uden et Manuskript.

Indtil videre er der to danske sæsoner af "Shaolin", hvor otte danske kendisser rejser til Sydkorea for at leve som autentiske shaolinmunke i et mentalt og fysisk udviklingsforløb.

Metronome Productions har allerede solgt programmet til fem lande - heriblandt Frankrig, siger Mette Louise Grønbjerg.

- Dét i sig selv er ret stort for os. Men det er klart, at det vil være fantastisk, hvis det åbner for endnu mere. At vinde en Emmy lægger selvfølgelig en god grobund for at gøre, at det bliver ekstra stort.

- Det er et format, der ligger vores hjerter meget nært, så det ville være fantastisk at få lov til at brede det ud til i flere lande som USA og Storbritannien. Vi er i hvert fald klar, siger produktionschefen.

"Shaolin" var oppe imod Dubais udgave af datingprogrammet "Love is Blind", 12. sæson af realityklassikeren "Big Brother" i Canada og den sjette sæson af underholdningsprogrammet "Hvem holder masken?" i Mexico.

"Shaolin" stiller sig ind ved siden af serier som "Rejseholdet" og "Nikolaj og Julie", der også modtog en international Emmy i henholdsvis 2002 og 2003. De modtog begge kategorien Bedste Dramaserie.

Ingen danske produktioner havde før "Shaolin" vundet kategorien Bedste Underholdningsprogram uden et Manuskript.

- Det føles fuldstændig vanvittigt, siger Mette Louise Grønbjerg og sender tanker til holdet bag "Shaolin" hjemme i Danmark.

- Vi er meget glade, og vi er trætte, men nu skal vi ud at fejre det, siger hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York City, 25/11/2025 - 05:19

Dansk underholdningsprogram modtager international Emmy

Eduardo Munoz/Reuters

"Shaolin" er udviklet af det danske produktionsselskab Metronome Productions. Formatet har modtaget en Emmy.

Det danskudviklede reality-adventureformat "Shaolin" har natten til tirsdag modtaget en international Emmy i kategorien Non-Scripted Entertainment - det vil sige Bedste Underholdningsprogram uden et Manuskript.

Det fremgår af et opslag fra arrangørerne bag prisuddelingen på det sociale medie Instagram.

Ifølge Ritzaus oplysninger er det første gang, at en dansk produktion modtager en Emmy i denne kategori.

Første sæson af programmet blev sendt på TV 2 sidste år. "Shaolin" er udviklet af det danske produktionsselskab Metronome Productions.

International Emmy Awards uddeles til internationale tv-produktioner uden for det amerikanske marked.

"Shaolin" dystede om Emmy-statuetten mod Dubais udgave af datingprogrammet "Love is Blind", 12. sæson af realityklassikeren "Big Brother" i Canada og den sjette sæson af underholdningsprogrammet "Hvem holder masken?" i Mexico.

Men det blev altså det danske reality-adventureformat "Shaolin", der løb med prisen.

I programmet rejser otte danske kendisser til Sydkorea for at leve som autentiske shaolinmunke i et mentalt og fysisk udviklingsforløb.

I første sæson af programmet deltog tv-værterne Sarah Grünewald og Adam Duvå Hall samt skuespiller og presserådgiver Anne Sofie Espersen, musiker Sharin Foo, debattør Geeti Amiri, tidligere svømmer Sarah Bro, skuespiller Albert Harson og breakdancer Rico Coker.

Der blev uddelt i alt 16 Emmy-statuetter ved dette års prisuddeling i New York City.

I år var det særligt engelsksprogede produktioner, der løb med hæderen. Syv af statuetterne blev uddelt til produktioner fra Storbritannien.

Blandt andet fik de britiske skabere af tv-serien "Rivals" en Emmy for Bedste Dramaserie.

Også folkene bag produktioner fra Tyrkiet, Tyskland og Qatar blev kaldt op på scenen for at tage imod én af de eftertragtede statuetter.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/11/2025 - 10:00

FAKTA: Gløgg er æbleskivens bedste ven

* Gløggens let sprittede og varme duft af krydderier passer perfekt til de søde æbleskiver.

* Skal du lave gløgg fra bunden, begynder du med at lave en såkaldt gløggekstrakt. En grundregel er at bruge halvanden gang sukker til mængden af vand. Julekrydderier som kanel og stjerneanis samt skallen og saften fra citrusfrugter skal også i. 

* Uanset om du selv laver ekstrakten fra bunden eller køber dig til en færdiglavet, er det bedst at bruge en vin fra en middel prisklasse.

* Nogle foretrækker gløggen mere mild, mens andre topper med spiritus i form af for eksempel akvavit, cognac eller rom.

* Drop endelig færdigblandingen med mandelsplitter og rosiner. Top hellere gløggen med frisksmuttede mandler og en økologisk appelsinskive.

Kilder: forfatter, bartender og udviklingschef hos Copenhagen Distillery Sune Urth og Malene Smidt Hertz, der er diplomuddannet i vin og spiritus fra det engelske vinakademi WSET.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 25/11/2025 - 10:00

Bag julens lækreste æbleskiver eller giv de frosne en makeover

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du kan let opgradere julens nok mest populære bagværk. Konditor guider til, hvordan du imponerer med forskellige æbleskiver til højtidens arrangementer.

Serveret med flormelis og syltetøj er æbleskiven blevet en velsmagende juletradition.

Selv om de velkendte æbleskiver fra frost er fast inventar hos mange, kan det lille runde stykke bagværk godt trænge til en opgradering.

Det mener Jonas Dahl Grue, der er konditor og blandt andet står bag bogen "Kager lille mormor".

Han opfordrer til, at du går i en bue uden om frysedisken og i stedet kaster dig ud i den hjemmelavede kunst.

- Man kan pifte æbleskiver op på mange måder, men bare ved at lave dem selv synes jeg, at de bliver markant bedre, siger Jonas Dahl Grue.

Første skridt er at anskaffe dig den karakteristiske æbleskivepande.

Dernæst skal du finde en opskrift, og her anbefaler Jonas Dahl Grue, at den indeholder piskede æggehvider, så æbleskiverne bliver dejligt luftige.

Middelvarme, masser af smør i panden og en strikke- eller spisepind til at vende med, så er du klar til at fylde hullerne i støbejernspanden med dej.

Du kan give dine hjemmelavede æbleskiver et klassisk løft ved at tilføje små stykker af æbler i dejen.

Og ved at rive lidt citron- eller appelsinskal i dejen sammen med nogle varme krydderier, får æbleskiven en smag, der minder mere om en brun- eller honningkage, fortæller Jonas Dahl Grue.

Tricket til at lave helt runde æbleskiver er at fylde formen godt op fra begyndelsen.

Og så er det ifølge Jonas Dahl Grue ikke nok at vende dejkuglerne en enkelt gang. De skal vendes lidt efter lidt, så de ikke bliver flade.

- Vil man virkelig gå i detaljer, så kan man have noget af sin dej i en sprøjtepose ved siden af. Så kan man fylde lidt ekstra i midten undervejs, siger han.

Er du ikke fristet af at kaste dig ud i projektet med hjemmelavede æbleskiver, er det ifølge konditoren let at gøre lidt ekstra ud af de frosne af slagsen.

Inspireret af den franske dessertklassiker profiteroles, kan du servere dem med is og chokoladesovs.

Flødeskum og lemon curd eller cremefraiche og hindbærmarmelade kan også gøre de småkedelige æbleskiver til en ny oplevelse.

Er du omvendt helt fortrolig med æbleskivepanden, kan du eksperimentere med at lave forskellige former for salte æbleskiver.

- Man kan gøre selve dejen lidt mere salt, og så kan man servere dem med for eksempel citronmayo, dild, cremefraiche, laks eller kaviar, siger Jonas Dahl Grue.

På den måde fungerer æbleskiverne lidt som blinis, forklarer konditoren, der selv ville servere dem som en forret til en af julens middage.

Du kan også fylde dem med ost og bacon eller æbler og flæsk, og så minder æbleskiverne om en form for kroketter - små friterede boller af kartoffelmos.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek