Vejle, 17/08/2025 - 20:23
Thomasberg lod kollektivet revanchere elendig start
FCM spillede elendigt i første halvleg mod Vejle, men Thomasberg skiftede ikke i pausen og vandt på det.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ikke en eneste af FC Midtjyllands ti markspillere præsterede noget, som berettigede dem til også at få chancen efter pausen i søndagens Superliga-opgør mod Vejle Boldklub.
FCM-træner Thomas Thomasberg undlod alligevel at skifte ud i pausen - blandt andet fordi det var umuligt at pege nogen ud, som havde været dårligere end andre.
- Det var ikke en enkelt eller to spillere, jeg gik efter. Det var kollektivet. Normalt ville jeg have skiftet tre spillere i pausen, men jeg vidste ikke, hvem jeg skulle tage, siger han til fodboldmediet Bold.
Energien, tempoet, det tekniske niveau, presset. I alle elementer af spillet var FCM langt efter modstanderen i de første 45 minutter.
Det var svært at se, hvem på FCM-holdet som skulle sørge for en helt anden indsats efter pausen, men alligevel holdt Thomasberg igen med de mandskabsmæssige ændringer.
- Jeg gav de samme elleve chancen for at overbevise mig, og jeg synes, jeg så en markant ændring allerede fra start. Det var fedt at se, at de gav det rigtige modsvar sammen med dem, der blev skiftet ind, lyder det fra træneren.
Topscorer Franculino og Dario Osorio endte med at sørge for sejren på 2-0, som bringer FCM op på ni point efter fem runder af Superligaen.
Vejle forbliver derimod på fire point og hænger i den tunge ende af tabellen.
/ritzau/