København, 02/07/2025 - 06:15
Festival-campister skal huske hængelås og holde øje med regnen
Stjålne smykker og våde ejendele er ikke altid dækket af forsikringen, når man sover i telt på festivalen.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Onsdag strømmer gæster på Roskilde Festival mod musikken og efterlader campingområdet uden opsyn.
Det sker, når festivalen tager hul på musikdagene.
Men et regnskyl eller en tyv kan hurtigt sætte en stopper for glæden.
Det gælder også for dem, der vælger at bruge sommerferien på at campere.
Derfor er det vigtigt, at man låser sit telt og holder et ekstra øje med vejret, lyder opfordringen fra en række forsikringsselskaber.
- Vi dækker ikke, hvis teltet blæser væk, eller der kommer regnvand ind i det, så man skal være lidt opmærksom på vejret, siger skadedirektør i forsikringsselskabet Tryg Carsten Hvass-Nielsen.
Tirsdag er der fortsat solrigt over Dyrskuepladsen, hvor Roskilde Festival afholdes, men efter, hvad der ser ud til at blive en varm onsdag med mere end 30 grader, kommer der et vejrskifte.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) forventer torden og byger i løbet af torsdag aften og køligere temperaturer derefter omkring 18 til 22 grader.
Ud over at holde øje med det skiftende vejr opfordres festivalgæster og campister til at anskaffe sig en hængelås.
Der skal nemlig være tegn på et "voldeligt opbrud", hvis forsikringen skal dække stjålne genstande fra teltet, siger skadechef i If Skadeforsikring Lama Chehade.
- For at indboforsikringen dækker tyveri fra teltet, skal teltet være aflåst, siger hun.
Det samme er meldingen fra skadechef hos LB Forsikring Trine Bechmann Henningsen.
- Det gælder for alle telte og campingvogne, hvor det vil være et krav, at de er aflåste, og at der kan konstateres et voldeligt opbrud, siger skadechefen.
Særligt mobiltelefoner, punge og tasker er blandt de ting, som tyvene er efter.
- Det er langt overvejende elektronik, som meldes stjålet på festivaler, hvor mobiltelefoner selvfølgelig er de primære, siger Trine Bechmann Henningsen fra LB Forsikring.
Hvis forsikringen skal dække, må mobilen og andre dyre genstande ikke ligge synligt fremme, så de for eksempel kan ses igennem vinduet i et teltet.
Og når det kommer til smykker, kontanter og ure, er det med at gemme dem ekstra godt væk. De er nemlig ikke dækket af indboforsikringen, hvis de bliver stjålet fra teltet, lyder det fra forsikringsselskaberne.
- En almindelig indboforsikring dækker som udgangspunkt tyveri fra aflåste rum, men ikke nødvendigvis fra et telt. Vi dækker ikke tyveri af kontanter og smykker, du har haft i teltet - uanset om det har været låst eller ej. Tjek det inden afrejse, siger skadechef i If Skadeforsikring Lama Chehade.
/ritzau/