New York City, 08/05/2026 - 00:10
Handelsdomstol underkender Trumps importtold på ti procent
To virksomheder slipper for Donald Trumps globale importtold på ti procent, afgør handelsdomstol i USA.
Af: /ritzau/
En amerikansk handelsdomstol har torsdag underkendt Donald Trumps globale importtold på ti procent, der trådte i kraft i februar.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge domstolen kan toldsatsen ikke berettiges med den handelslov, som Trump forsøgte at påberåbe sig ved indførslen af tolden.
Tolden blev indført, efter at højesteret i februar havde erklæret, at de forhøjede toldsatser, som Trump indførte sidste år, var ulovlige.
Handelsdomstolens afgørelse fjerner ikke automatisk tolden for alle virksomheder, skriver Reuters. Afgørelsen gælder kun for de to virksomheder, der anlagde sagen.
/ritzau/




