København, 13/06/2024 - 13:07
Flere kunstnere afviser shows med bandmedlem efter sexisme-dokumentar
Medina, Andreas Odbjerg og Drew Sycamore vil ikke lave shows med Claes Antonsen efter dokumentar.
Af: /ritzau/
Set i lyset af DR's dokumentar "Sexisme i musikbranchen" kan blandt andre Andreas Odbjerg, Medina og Drew Sycamore ikke lave shows sammen med The Antonelli Orchestras Claes Antonsen i fremtiden.
Det oplyser artisternes manager, Thomas Børresen, til B.T.
- Set i lyset af dokumentaren kan vi ikke lave shows sammen med Claes Antonsen i fremtiden, lyder det i en mail til avisen.
Torsdag har Skovriderkroen i Charlottenlund også aflyst et julefrokostarrangement med The Antonelli Orchestra den 9. november.
Det oplyser Skovriderkroens eventchef, Mia Møller Larsen, til Ekstra Bladet.
- Vi synes simpelthen, at det ville være respektløst. Vi tænker desuden også, at det ville være svært at sælge. Og så bakker vi fuldt op om de øvrige kunstnere, der også har valgt at sige fra og aflyse samarbejdet, siger eventchefen til Ekstra Bladet.
Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra er lige nu på turné med Sanne Salomonsen.
Den 20. juli skal bandet og Sanne Salomonsen efter planen optræde til "Lørdagshits" på Plænen i Tivoli i København.
Ritzau har spurgt Tivoli, om det fortsat er planen.
- Vi ved ikke nok om den aktuelle situation til at udtale os, og for nuværende har vi ikke mere at sige, svarer Tivoli i en mail.
Sanne Salomonsens manager er Henrik Seifert. Han og Claes Antonsen er sammen medejere af Music & Me, som er et bookingselskab.
Henrik Seifert udtaler følgende til Ritzau:
- Vi er i en proces, og vi har ingen kommentarer.
Der er desuden planlagt en koncert med bandet og Sanne Salomonsen i Tivoli Friheden i Aarhus den 22. juni.
Det er usikkert, om det stadig er planen, oplyser direktør for Tivoli Friheden Henrik Olesen til Ritzau.
- Vi afventer en udmelding fra Sanne Salomonsen. Når den kommer, tager vi stilling til, hvad der skal ske, siger han.
Claes Antonsen har torsdag oplyst til flere spillesteder og artister, at han trækker sig fra bandet.
- Jeg kan oplyse, at jeg har valgt at trække mig fuldstændig fra The Antonelli Orchestra og fra alle andre aktiviteter, jeg er involveret i, skriver Claes Antonsen.
I andet afsnit af DR's dokumentar "Sexisme i musikbranchen" fortæller en række kvindelige musikere, hvordan et ukendt bandmedlem i The Antonelli Orchestra komplimenterede deres kroppe under optagelserne af TV 2-programmet "Toppen af poppen".
Onsdag aften stod bandets trommeslager og kapelmester, Claes Antonsen, frem og undskyldte på Facebook. Dermed blev det kendt, at det var ham, som kvinderne havde haft oplevelserne med.
/ritzau/




