Chattanooga, 11/06/2026 - 20:16
Lamine Yamal og Nico Williams deltager i VM-træning
Der var godt nyt til de spanske fodboldfans, da både Lamine Yamal og Nico Williams trænede med torsdag.
Brett Davis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
De spanske fodboldstjerner Lamine Yamal og Nico Williams deltog torsdag i træningen for det spanske VM-hold.
De to kantspillere har døjet med skader på det seneste og var ikke med i den seneste testkamp mod Peru forud for VM-slutrunden, der indledes torsdag aften.
Lamine Yamal har ikke spillet, siden han pådrog sig en muskelskade i låret i slutningen af april i en kamp for FC Barcelona.
Nico Williams har ikke spillet i den seneste måned.
Derfor var der tvivl om begge spillere før VM-åbningskampen mod Kap Verde på mandag.
Både Lamine Yamal og Nico Williams var nøglespillere for Spanien, da holdet vandt EM-guld i 2024.
Luis de la Fuente, der er landstræner for Spanien, sagde tidligere på ugen, at han var overbevist om, at duoen ville blive klar til den første VM-kamp, men at det ikke var sikkert, at de kom til at starte inde.
Da Spanien vandt 3-1 over Peru tidligere på ugen i en testkamp, var det med Alex Baena og Ferran Torres som afløsere på kanterne.
Spanien, der senest vandt VM i 2010, skal ud over Kap Verde også møde Saudi-Arabien og Uruguay i det indledende gruppespil.
/ritzau/




