Bruxelles, 15/07/2025 - 11:41
EU-landene holder igen med at gribe ind over for Israel
Der forventes ikke flertal blandt EU-landene til kommissionens forslag om at suspendere handel med Israel.
Af: /ritzau/
EU holder igen med et nyt indgreb mod Israel som følge af, at EU-medlemslandene ikke er blevet enige om nye tiltag.
Lige nu handler det ifølge EU's udenrigschef, Kaja Kallas, om at Israel følger op på den aftale, EU og Israel indgik om nødhjælp i sidste uge.
Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har landene givet Kaja Kallas "det stærkest mulige mandat til at flytte nogle ting, og det har hun gjort".
Det sagde han tirsdag forud for et EU-udenrigsministermøde i Bruxelles.
I de seneste uger har nogle EU-medlemslande øget presset for, at den europæiske union skrider til handling for at gøre noget ved den humanitære krise, der udspiller sig i Gaza.
Medlemslandene har opfordret til, at man undersøger associeringsaftalen mellem de to parter.
Associeringsaftalen er en aftale om handel.
Aftalens artikel 2 binder parterne til at overholde menneskerettigheder. I EU's undersøgelse kom det frem, at Israel ikke overholder dele af aftalen i forbindelse med krigen i Gaza.
- Artikel 2 er klemt for at sige det diplomatisk. Med den analyse, der er lavet, kan Kaja Kallas lægge pres på Israel for at åbne for humanitær hjælp. Det er hun kommet et stykke med, men djævlen ligger i detaljen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Kallas forventes til mødet at præsentere en liste med forslag til, hvordan EU kan øge presset på Israel.
Listen spænder fra en suspendering af handel til at sætte et samarbejde om udvekslingsstuderende på pause, skriver mediet Politico.
En gruppe af lande ønsker, at EU-Kommissionen gør brug af mindst et af tiltagende, men det forventes ikke, at der er nok opbakning blandt de resterende medlemslande.
/ritzau/