Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York, 22/02/2024 - 09:22

Salg af Elton Johns solbriller og flygel indbringer millioner

Ejendele fra Elton Johns hjem er kommet på auktion og indbringer tilsammen 55 millioner. Auktionen fortsætter.

Brendan McDermid/Reuters

Af: /ritzau/

Onsdag amerikansk tid er en auktion løbet af stablen i New York, hvor poplegenden Elton Johns' ejendele har været til salg.

Det har i alt kastet næsten 8 millioner dollar, svarende til knap 55 millioner kroner, af sig.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Blandt de solgte ting findes sangerens sølvfarvede støvler med hans initialer på. De blev solgt for næsten 100.000 dollar - omkring 690.000 kroner.

Det er auktionshuset Christie's, der administrerer auktionen. Frem til den 28. februar står selskabet for i alt otte auktioner, der bliver afviklet både som fysiske salg og digitalt.

Også på de kommende auktioner er det den 76-årige kendis' ejendele, der bydes om kap om.

Onsdag fik en hvid- og guldfarvet buksedragt fra begyndelsen af 1970'erne, designet af modedesigneren Annie Reavey, ny ejer. Den blev køb for et beløb svarende til knap 87.000 kroner.

Et flygel tilhørende popstjernen var også en del af udbuddet. Det blev solgt for omkring 1,4 millioner kroner. Samtidig indkasserede et par af Elton Johns solbriller - som er en del af musikerens signaturlook - 142.000 kroner.

De fleste af ejendelene kommer fra Elton Johns hjem i storbyen Atlanta i delstaten Georgia. Huset har været hans base, når han har været på tourné i USA.

Sangeren har dog for nylig solgt det store hus.

Det er sket, efter han har afsluttet sin farvelturné. I juli spillede briten en koncert i Stockholm, som forventes at have været hans sidste.

Det fremgår ikke, om pengene fra auktionen vil blive doneret til velgørenhed. Elton John har gennem årene doneret betydelige beløb til forskellige velgørende formål.

Særligt har musikeren doneret til sin egen aids fond, "Elton John aids Foundation".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek