Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vejle, 21/11/2024 - 06:55

Betjent fra DR-dokumentar får kritik for overdreven magt

DR-dokumentar "Forfulgt af politiet" handlede om familie i Vejle, der følte sig chikaneret af nogle betjente.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En betjent fra DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet" får kritik for "overdreven og uproportional" magtanvendelse i forbindelse med en anholdelse i Vejle i november 2021.

Det har Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, afgjort, skriver DR torsdag.

Episoden var en del af flere, som blev beskrevet i DR-dokumentaren, der udkom sidste år, som handlede om en syrisk familie fra Vejle, som mente, at de blev chikaneret af bestemte betjente i Sydøstjyllands Politi.

I den pågældende situation har betjenten fra Sydøstjyllands Politi brugt peberspray i ansigtet på en af familiemedlemmerne i forbindelse med en anholdelse.

Politiet brugte peberspray mod to brødre, som blev anholdt. De har begge klaget. DUP har afvist den ene brors klage, mens den anden har fået medhold i, at det var kritisabelt, skriver DR.

Ifølge DUP fik den ene af brødrene peberspray i ansigtet, mens han ikke gjorde modstand mod anholdelsen.

Både Sydøstjyllands Politi og fællestillidsrepræsentant for betjentene i politikredsen siger til DR, at man tager afgørelsen til efterretning.

Betjentene har tidligere været sigtet for grov vold, fordi de brugte peberspray i forbindelse med en anholdelse.

Statsadvokaten i Viborg besluttede i februar at indstille efterforskningen og opgive påtalen af de to politifolk.

Statsadvokaten besluttede desuden at indstille efterforskningen i anmeldelser mod flere betjente for vold under anholdelser og vold under transport til og på Politigården i Vejle.

DUP fik sagsmaterialet tilbage for at skulle vurdere, om man vil gå videre med sagen som en adfærdssag i stedet for en straffesag.

/ritzau/

København, 27/01/2025 - 13:25

Skuespilleren bag Lille Per er død

Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

Ole Neumann, der foruden at være musiker også spillede Lille Per i "Far til Fire"-filmene, er død, 77 år.

Ole Neumann, der blev kendt for at spille Lille Per i de allerførste "Far til Fire"-film, er død i en alder af 77 år.

Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med hans samlever, Manja Jurkowsky.

Hun ønsker ikke at oplyse om dødsårsagen, og bisættelsen vil også blive holdt privat.

Ole Neumann charmede sig ind i danskernes hjerter i rollen som den frække Lille Per, der altid var frisk på et eventyr og altid havde tøjelefanten Bodil på slæb.

I rollen som Lille Per sang Ole Neumann blandt andet "Hej for dig" og "Julebal i Nisseland", der sidenhen er blevet klassikere inden for børnesange.

Han var blot seks år gammel, da han medvirkede i sin første film, men som 18-årig droppede han dog skuespillerkarrieren og ernærede sig i stedet som musiker.

I forbindelse med sin 75-års fødselsdag fortalte han til Ritzau, at han havde spillet på tusind værtshuse.

- Jeg kunne have lavet kassen, hvis jeg havde taget rundt og sunget "Far til Fire"-sange, men der havde jeg været, så derfor ville jeg spille rock, sagde han dengang.

Ole Neumann blev i 1967 desuden uddannet som fotograf og fotograferede blandt andet for pornobladet "Weekend Sex".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/01/2025 - 13:03

Heksekomedie fremtryller gylden mulighed for Susanne Bier

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Den danske stjerneinstruktør Susanne Bier ligger ifølge amerikansk medie i forhandlinger om at instruere Nicole Kidman og Sandra Bullock i "Practical Magic 2".

Endnu en gang hvirvler stjernestøvet omkring den danske oscarvindende instruktør Susanne Bier.

Hun er nemlig i forhandlinger om at styre slagets gang, når der skal laves en toer til 90'er-filmen "Practical Magic" med Hollywood-stjernerne Nicole Kidman og Sandra Bullock i hovedrollerne.

Det skriver det amerikanske medie Deadline, der understreger, at aftalen endnu ikke er faldet helt på plads.

Susanne Bier har tidligere samarbejdet med begge stjerner. Hun har instrueret Nicole Kidman i HBO-serien "The Undoing" og i "The Perfect Couple", der har hjemme hos Netflix.

Derudover arbejdede den danske instruktør tæt sammen med Sandra Bullock på Netflix-filmen "Bird Box", hvor den amerikanske skuespilstjerne har hovedrollen.

I det nye filmprojekt "Practical Magic 2" tages tråden op fra den romantiske fantasykomedie fra 1998, som er baseret på en roman af forfatteren Alice Hoffman.

Her spiller Sandra Bullock og Nicole Kidman de to heksesøstre Sally og Gillian Owens, som besidder magiske evner, men som også har en forbandelse hængende over deres kærlighedsliv.

Filmen blev dengang instrueret af Griffin Dunne, mens Akiva Goldsman var med til at skrive manuskriptet.

Sidstnævnte, som blandt andet er kendt for at stå bag manuskriptet til filmen "A Beautiful Mind", skal ifølge Deadline også skrive replikkerne til "Practical Magic 2".

Det vides med sikkerhed, at de to hovedrolleindehavere vender tilbage. I sommer bekræftede Nicole Kidman, at både hun og Sandra Bullock har sagt ja til at genbesøge rollerne som Sally og Gillian.

- Ja, jeg er med i den. Og Sandy (Sandra Bullock, red.) er med i den, lød det fra den australske superstjerne i et interview med underholdningsmediet "People".

- Der er meget mere at fortælle, og det er derfor, vi siger: "OK, det er ret interessant at få mulighed for at gøre det her nu", fortsatte hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/01/2025 - 11:00

FAKTA: Her er udviklingen i ægtepagter de seneste år

* Ægtepagter skal altid tinglyses, før de er gyldige.

* Sidste år blev der indgået 10.247 ægtepagter i Danmark. Det er det højeste antal siden 2010, hvor Tinglysningsrettens tidligste opgørelse om ægtepagter er fra. Dengang blev der indgået 9700 ægtepagter.

* I 2023 blev der indgået 9332 ægtepagter.

* I 2022 lå antallet på 8623 ægtepagter.

* I 2021 blev der lavet 8411 ægtepagter.

* Det laveste antal var i 2013, hvor der blev indgået 8377 ægtepagter.

Kilde: Tinglysningsretten.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/01/2025 - 11:00

Overvej en ægtepagt selv om I ikke er nygifte

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Måske har du hørt rådet om at kigge på en ægtepagt, inden du og din partner bliver gift. Men den kan også blive relevant efter flere års ægteskab.

Flere par lader til at have en stor interesse i at få nedfældet særlige ønsker til, hvordan formuerne skal fordeles, i tilfælde af at ægteskabet ender i skilsmisse.

I hvert fald blev der sidste år indgået 10.247 ægtepagter i Danmark. Det er det højeste antal siden 2010. Det viser tal fra Tinglysningsretten.

Selv om flere formentlig forbinder en ægtepagt med noget, der skal klares inden brylluppet, kan den sagtens være aktuel efter flere års ægteskab.

Sådan lyder det fra Karen Wung-Sung, som er advokat og partner hos Advodan Holbæk og København, hvor hun blandt andet udarbejder ægtepagter.

- Man kan godt være gift i mange år, og lige pludselig opstår der nye økonomiske hensyn og interesser, hvor man skal tænke på en ægtepagt, siger advokaten og giver et eksempel:

- Det kan være, at den ene part løber en risiko ved at investere i bestemte aktier, og at ægtefællen ikke vil være en del af den risiko.

Når man er gift, har man det, der kaldes delingsformue. Det betyder, at man i tilfælde af separation eller skilsmisse skal dele alt ligeligt mellem sig. Ønsker begge parter en anden ordning, kommer ægtepagten i spil.

Karen Wung-Sung anbefaler typisk ægtepar, at de kigger deres formuer igennem hvert femte år og tager stilling til, om der skal oprettes en ægtepagt eller ændres i den, der i forvejen er indgået.

Ud over aktieinvesteringer kan det være, i tilfælde af at den ene ægtefælle har arvet en større sum penge, og der ikke er indført særeje i et testamente.

Særeje betyder, at pengene ikke skal deles ved skilsmisse. Derfor kan en ægtepagt være relevant, hvis I er enige om, at pengene ikke skal deles mellem jer.

Et andet sted, hvor ægtepagten kan blive gavnlig, er, når det gælder jeres pension.

Det forklarer privatøkonom i pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Det pudsige er, at en ægtepagt typisk bliver brugt til at friholde værdier fra at blive delt. Men lige præcis på pensionsområdet bruger man ægtepagten til det modsatte, siger hun.

Camilla Schjølin Poulsen henviser til, at en pensionsopsparing ikke automatisk bliver delt mellem de to parter ved skilsmisse.

Derfor kræver en deling af pensioner, at man indgår en ægtepagt. Den kan især blive relevant, hvis der er stor forskel på jeres pensionsopsparinger.

Det vil ofte være en relevant overvejelse for kvinden i forholdet, da kvinder generelt har en lavere pensionsformue end mændene.

Det skyldes flere faktorer. Kvinder får generelt en lavere løn, arbejder i højere grad på deltid og holder længere barsel, forklarer privatøkonomen.

- Her kan man aftale, at den person, der har den laveste pensionsformue, skal kompenseres ved at få del i den andens pensionsformue.

- Kompenseringen kan også ske på andre måder. Det kan eksempelvis aftales, at den person, der har mindst, får lidt ekstra penge overført fra en eventuel opsparingskonto, siger Camilla Schjølin Poulsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek