Bruxelles, 02/07/2025 - 16:31
Danmark vil lukke aftale om 2040 klimamål i midten af september
Der venter en spurt for det danske EU-formandskab, hvis man skal nå at få 2040-mål i hus kort efter sommer.
Af: /ritzau/
Danmark vil forsøge at lukke en aftale mellem EU-landene om 2040-klimamålet på et ekstraordinært møde den 18. september i Bruxelles.
Det siger klimaminister Lars Aagaard (M) på et pressemøde i Eigtveds Pakhus.
- Det er målet at få en aftale på plads den 18. september. Jeg håber, at alle medlemslandene er klare i deres meldinger, men også pragmatiske, siger Lars Aagaard.
Dermed har det danske EU-formandskab sat en hård deadline. August er nemlig traditionelt sommerferie i EU-systemet.
Allerede på et uformelt ministermøde i næste uge i Aalborg skal de første skridt dog tages, siger Lars Aagaard.
Han knytter samtidig sin optimisme til, at EU-Kommissionen har taget medlemslandene bekymringer med ind i deres udspil til et 2040 mål, der lyder på 90 procent reduktion af drivhusgasserne i forhold til 1990.
- Europa skal være den mest ambitiøse region på klima, men vi skal ikke miste konkurrenceevne.
- EU-Kommissionen forslag indeholder også beskyttelse af industrien, så jeg tror en aftale er mulig, siger Lars Aagaard.
Det danske EU-formandskab kommer dog under stort pres. For i september skal EU også melde et 2035 klimamål ind til FN.
Det skal ifølge Lars Aagaard bygge på 2040-målet den 18. september. Hvis ikke det lykkes at få en aftale om 2040 målet i hus, så kan Danmark og EU med andre ord få store problemer med at lande et 2035 klimamål.
Det vil blive anset for en katastrofe for EU's troværdighed på klimaområdet. Målet skal være med til at lægge pres på eksempelvis Kina og USA for at gøre mere for klimaet på COP30 senere på året.
/ritzau/