Beverly Hills, 12/08/2025 - 05:08
Dragt båret af Whitney Houston indbringer over 100.000 kroner
En catsuit, som Whitney Houston bar under turné i 1991, er solgt på auktion for 22.400 amerikanske dollar.
Caroline Brehman/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et af den amerikanske sanger Whitney Houstons kostumer blev mandag solgt på en online auktion for 22.400 amerikanske dollar.
Det svarer til lidt mere end 140.000 danske kroner og er cirka fire gange mere, end den var vurderet til.
Det fremgår på det amerikanske auktionshus Julien's Auctions' hjemmeside.
Kostumet er en specialsyet såkaldt catsuit med perler og krystaludsmykninger.
Sangeren havde dragten på i 1991 under en koncert i Madison Square Garden på sin verdensturné "I'm Your Baby Tonight".
Udsmykningerne er påsat den sorte spandexdragt i et bikinidesign. Designeren bag er Marc Bouwer, der gennem sin karriere har designet flere kjoler og dragter til sangeren.
25 effekter, der har tilhørt den afdøde sanger, var under hammeren mandag. Blandt effekterne var blandt andet sko, kjoler, smykker, tasker og priser.
En køber har for 16.000 amerikanske dollar købt sig til en pris, der blev tildelt Houston som anerkendelse for salget af mere end 19 millioner eksemplarer af soundtracket til filmen "The Bodyguard" fra 1992.
Soundtracket til filmen har vundet adskillige priser, heriblandt en Grammy for Årets Album og en Grammy for Årets Indspilning for hittet "I Will Always Love You".
Hele overskuddet fra auktionen går ifølge auktionshuset til fonden The Whitney E. Houston Legacy Foundation.
Whitney Houston fik sin albumdebut i 1985.
Albummet rummede blandt andet hittet "How Will I Know". Siden skabte sangeren med den store stemme hits på stribe med sange som "I Wanna Dance With Somebody" og "Didn't We Almost Have It All".
I 1992 spillede hun med i filmen "The Bodyguard", hvor hun spillede overfor Kevin Costner.
I 2012 blev hun fundet død et badekar på et hotel i Beverly Hills. Hun blev 48 år.
/ritzau/