Mexico City, 23/08/2026 - 02:57
Mexicos præsident kritiserer arrogance efter guvernørs tilbagevenden
Anklaget guvernør vender tilbage til embede i Mexico. Egne interesser må ikke være vigtigst, siger præsident.
Af: /ritzau/AFP
Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, har lørdag på det sociale medie X rettet kritik mod politikere, som prioriterer personlige interesser over Mexico.
Det sker, efter at en guvernør fra regeringspartiet, som USA har sigtet for narkohandel, er vendt tilbage til sit embede.
Fredag meddelte Ruben Rocha Moya, at han genoptager arbejdet som leder af delstaten Sinaloa. Han fratrådte midlertidigt i maj, mens en efterforskning fra mexicanske anklagere stod på.
I sit opslag lørdag sætter Sheinbaum ikke navn på nogen politikere.
Hun understreger dog, at "ingen personlige interesser nogensinde kan sættes over folkets og Mexicos interesser".
- Magt uden principper bliver til arrogance; magt uden grænser, (bliver til, red.) misbrug.
Præsidenten er lørdag af journalister blevet spurgt til sagen om Rocha Moya.
Her henviser hun til opslaget.
- Jeg har netop lavet et opslag på X. Det er alt, jeg har at sige, siger Sheinbaum.
USA's justitsministerium sigtede i april Ruben Rocha Moya og ni andre embedsmænd fra regeringspartiet Morena.
De blev krævet udleveret for angiveligt at have samarbejdet med det berygtede Sinaloa-kartel om at smugle narkotika ind i USA.
Det var første gang, at USA offentligt har sigtet en siddende mexicansk politiker.
RITZAU/AFP




