Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 03/08/2026 - 22:04

Teenagere sigtet for angrebsforsøg varetægtsfængsles i surrogat

Dommer finder, at der er begrundet mistanke om, at tre unge mænd har forsøgt at begå terror mod Hadsten Skole.

Af: /ritzau/

Tre teenagedrenge, der er sigtet for angrebsforsøg mod østjysk skole, varetægtsfængsles i surrogat til 31. august.

Det har en dommer ved Retten i Randers mandag aften bestemt efter et næsten seks timer langt grundlovsforhør.

Dommeren finder, at der er begrundet mistanke om, at de tre unge mænd på 15, 16 og 16 år har gjort sig skyldige i forsøg på terror efter straffelovens paragraf 114.

Drengene sigtes for at have planlagt at dræbe eller såre flere personer på Hadsten Skole. Forberedelserne skal ifølge sigtelsen være foregået på onlineplatformene Discord og Telegram.

Planen blev ifølge politiet ikke fuldført, da man skred til anholdelse af de tre drenge mandag morgen.

En blev anholdt i København, mens to andre blev anholdt i Østjylland.

De tre drenge har ifølge deres forsvarsadvokater nægtet sig skyldige.

RITZAU

TjekDet - faktatjek