København, 10/06/2025 - 20:40
Tidligere stregspiller er valgt som DanskHåndbolds formand
Torsten Laen blevet valgt som formand for DanskHåndbold, mens Mette Vestergaard er næstformand for eliten.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Torsten Laen kan nu officielt kalde sig formand for DanskHåndbold.
Forbundet oplyser på sin hjemmeside, at Laen som ventet er blevet valgt til posten, mens Mette Vestergaard bliver næstformand for eliten.
For knap en måned siden blev Torsten Laen indstillet til at blive håndboldforbundets nye frontfigur, men han skulle formelt vælges ved repræsentantskabsmødet.
- Siden indstillingen blev offentliggjort, har jeg fået utrolig stor opbakning fra hele Håndbolddanmark. Det vil jeg gerne takke for - og det gør mig både glad og endnu mere motiveret for opgaven.
- Vi har et unikt fællesskab i DanskHåndbold, og det er jeg stolt over at skulle stå i spidsen for som formand, siger han.
7. marts trak Jan Kampman sig som formand i DanskHåndbold efter blot tre måneder på posten. Han blev valgt som konstitueret formand efter Morten Stig Christensens pludselige dødsfald i november sidste år.
Jan Kampman forklarede afgangen med, at han ikke var i stand til at samle bestyrelsen, og derfor ønskede han ikke at fortsætte. Det bekræftede forbundet også.
Med Laen i spidsen er der lagt op til en fælles retning i DanskHåndbold.
- DanskHåndbold står på et solidt fundament. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi sammen kan blive ved med at begejstre og udvikle Danmarks stærkeste fællesskab.
- Vi vil naturligvis tage et stort ansvar for at leve op til de forpligtelser, vi har over for alle, som brænder for håndbolden, siger Torsten Laen.
45-årige Laen spillede i Füchse Berlin, Ciudad Real, KIF Kolding København og GOG i sin aktive karriere, hvor det også blev til 152 landskampe.
/ritzau/