Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tokyo, 20/04/2026 - 10:31

Kraftigt jordskælv ud for Japan og risiko for tsunami

På flere japanske øer er der udsendt en tsunamiadvarsel på grund af et kraftigt jordskælv.

Af: /ritzau/

Et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,5 har mandag ramt ud for Japans kyst.

Det fremgår af Japans meteorologiske instituts (JMA) hjemmeside.

Jordskælvet har fået JMA til at udstede et varsel om, at der er risiko for en tsunami med bølger på op mod tre meter på dele af kysten på Japans største ø, Honshu, og næststørste ø, Hokkaido.

Det betyder, at folk opfordres til at evakuere fra kystnære områder så hurtigt som muligt.

På det japanske medie NHK's hjemmeside lyder det, at folk, der befinder sig i de berørte områder, bør flygte til højereliggende områder med det samme.

Bølger kan ramme gentagne gange, lyder det.

Jordskælvet ramte ifølge JMA klokken 16.53 lokal tid ud for præfekturet Iwate, som ligger på den nordlige del af Honshu. Det svarer til klokken 09.53 dansk tid.

Ifølge AFP var skælvet stærkt nok til at ryste store bygninger helt i Tokyo, som ligger flere hundrede kilometer væk.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek