København, 28/05/2026 - 17:40
Ni mænd er skyldige i flere drabsforsøg med tilrejsende skytter
Et nævningeting i Københavns Byret er nået frem til en skyldkendelse i et sagskompleks om flere drabsforsøg.
Af: /ritzau/
Ni mænd er torsdag eftermiddag i Københavns Byret blevet fundet skyldige i på forskellige måder at have deltaget i tre drabsforsøg i bandemiljøet med tilrejsende skytter.
En 22-årig mand er frifundet for drabsforsøg.
De tre drabsforsøg trækker spor til konflikt mellem bandegrupperingen NNV på den ene side og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) på den anden side.
Flere tilhørere kunne ikke få plads i retssal 60, der er en af Københavns Byrets store nævningesale.
I den fyldte retssal brugte retsformanden omkring tre kvarter på at læse skyldkendelsen højt og fremlægge dele af rettens begrundelse.
Det første drabsforsøg fandt sted 9. og 10. juli. I det er to svenske mænd fundet skyldige i at have rejst til Danmark med det formål at begå drab på en eller flere personer med tilknytning til LTF.
Drabet skulle begås i nærheden af en kiosk på Holmbladsgade på Amager.
En 18-årig, en 17-årig, 21-årig og to 22-årige, der er bosiddende i Danmark, er fundet skyldige i at have medvirket til drabsforsøget ved at have leveret en pistol til svenskerne.
Tre af dem er også skyldige efter den såkaldte bandeparagraf, der kan føre til en fordobling af straffen.
Drabsforsøget blev aldrig ført ud i livet, da svenskerne blev anholdt.
/ritzau/




