København, 01/04/2026 - 13:56
Mand vinder retssag om rykkergebyrer der ikke kom frem
En mand slipper for at betale rykkergebyrer, fordi Europark ikke kan bevise, at brevene kom frem til ham.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En mand har onsdag fået medhold i Østre Landsret i en sag om rykkere fra parkeringsselskabet Europark, som manden hævder, at han aldrig har fået.
Europark har over for landsretten ikke løftet bevisbyrden for, at de syv breve er kommet frem til manden, hvorfor han ikke skal betale rykkergebyrerne.
Østre Landsrets dom er en stadfæstelse af en dom afsagt af Københavns Byret for godt to år siden.
Forbrugerombudsmanden er under sagen indtrådt på mandens side som biintervenient, altså støtte.
Hans klage var en ud af i alt 139 klager, som Forbrugerombudsmanden fik i første halvdel af 2022 over opkrævning af rykkergebyrer og lignende fra Europark og selskabets inkassofirma Euroincasso.
Østre Landsret er nået frem til samme resultat, som Vestre Landsret gjorde i en tilsvarende sag i januar 2026. Ifølge Forbrugerombudsmanden har Europark søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få Vestre Landsret-sagen for Højesteret.
/ritzau/




