Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sanaa, 23/07/2026 - 01:09

Houthierne melder at have angrebet saudiarabiske tankskibe

Houthierne i Yemen siger, at tankskibe er blevet angrebet med missiler, efter at de trodsede maritim blokade.

Af: /ritzau/

Houthibevægelsen i Yemen melder natten til torsdag, at den har udført en militæroperation mod to saudiarabiske tankskibe.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge houthierne er der tale om de to tankskibe "Encelia" og "Layla".

Houthibevægelsen siger, at skibene havde trodset en søblokade, som gruppen, der er allieret med Iran, har indført mod Saudi-Arabien.

Tankskibene blev angrebet med flere ballistiske missiler og krydsermissiler, lyder det videre.

En unavngiven kilde inden for maritim sikkerhed siger til Reuters, at "Encelia" foretog et VHF-opkald og rapporterede, at skibet var blevet ramt af et missil.

VHF står for "Very High Frequency" og er en betegnelse for den type radiobølger, der bruges til kommunikation på havet.

Ifølge kilden lød det her, at skibet var blevet ramt, mens det befandt sig ud for den saudiarabiske by Jizan i Det Røde Hav, og at der var udbrudt brand om bord.

Den britiske virksomhed Vanguard, som beskæftiger sig med maritime risikovurderinger, melder samtidig, at "Encelia", som sejlede under saudiarabisk flag, blev ramt af et ukendt projektil.

Det skete ifølge Vanguard klokken 22.00 dansk tid på styrbord side omkring 70 sømil sydvest for saudiarabiske Al Shuqaiq.

RITZAU

TjekDet - faktatjek