Washington D.C., 29/08/2025 - 15:23
Trump sløjfer Secret Service-beskyttelse af Kamala Harris
Kort inden Kamala Harris tager på rundrejse for at præsentere ny bog, mister hun sin føderale beskyttelse.
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
USA's præsident, Donald Trump, har inddraget den beskyttelse, som tidligere vicepræsident Kamala Harris får fra Secret Service.
Det meddeler en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus ifølge Reuters.
Vicepræsidenter får normalt et halvt års Secret Service-beskyttelse, efter at de forlader deres embede.
Secret Service er det korps, der passer på USA's præsident og vicepræsident.
Tidligere præsident Joe Biden forlængede dog Harris' beskyttelse frem til januar 2026, inden han forlod præsidentposten i januar i år.
Ud over at være vicepræsident under Biden var Kamala Harris også Trumps modkandidat ved præsidentvalget i november sidste år.
I næste uge indleder hun en rundrejse til 15 amerikanske byer for at præsentere sin nye bog, "107 Days", der handler om hendes korte valgkamp mod Trump, efter at Biden havde trukket sig som partiets præsidentkandidat.
I et brev til Harris fremgår det ifølge Reuters' kilde, at ændringerne i beskyttelsen af hende træder i kraft på mandag 1. september.
Kirsten Allen, som er en ledende rådgiver for Harris, siger som svar på beslutningen:
- Vicepræsidenten er taknemmelig over for Secret Service for deres professionalisme, dedikation og urokkelige engagement i sikkerheden.
Harris tabte præsidentvalget i november 2024 til Trump, men har ikke udelukket, at hun måske vil genopstille i 2028.
Hun meddelte i slutningen af juli, at hun ikke stiller op som guvernør i Californien, hvor der skal være valg i 2026.
Harris er ikke den eneste, der har mistet sin føderale sikkerhedsbeskyttelse under Trumps regeringstid.
Nogle af hans kritikere, såsom den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, har også fået frataget sin beskyttelse.
I marts sløjfede Trump beskyttelsen af Joe Bidens børn, Hunter Biden og Ashley Biden.
/ritzau/Reuters