Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Farum, 04/05/2024 - 02:06

FCN-træner roser humør og omstillingsparathed efter AGF-sejr

FCN-træner Johannes Thorup roser truppen, som ifølge cheftræneren har en "virkelig god energi".

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Med sejren over AFG fredag aften, kravler FC Nordsjælland op på andenpladsen i Superligaen med 53 point. Det er tre point færre end Brøndby i toppen.

Nu venter fire kampe, der formentlig skal vindes, lyder det fra cheftræner Johannes Hoff Thorup.

- Følelsen er god. Fornemmelsen er god. Og truppen er et godt sted. Det er fire kampe, der formentlig skal vindes, og det må vi jo så kigge på.

- Vi tager det skridt for skridt, og det starter mod Silkeborg næste søndag, hvor vi skal vinde, udtaler han ifølge klubbens hjemmeside.

To scoringer i første halvleg tog fokus, da holdet fredag aften vandt 3-1 på udebane over AGF i Superligaen.

Ibrahim Osmans og Andreas Schjelderups stod for målene, der sikrede sejren, som betyder, at FCN for alvor lægger pres på de øvrige hold i toppen.

Dermed er FC Nordsjælland endt præcis der, hvor holdet ønsker at være, lyder det fra træneren.

- Så vi skal kunne sætte pris på at være her, men samtidig være seriøse.

Johannes Thorup roser truppen, som ifølge træneren har en "virkelig god energi".

- Der er noget specielt ved den her gruppe. Der er virkelig god energi, når vi træner, og når vi ser hinanden. Der er smil på, og vi kan tage pis på hinanden, men vi har også en evne til at slå lynhurtigt over og være seriøse, når det er tid til det.

- Det er dét miljø, som vi og jeg rigtig gerne vil have – at vi kan veksle mellem at have det sjovt sammen og være koncentrerede og seriøse sammen, siger Johannes Thorup.

/ritzau/

København, 04/11/2025 - 20:19

Sukkerchok-stjerne er blevet mor for første gang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Popsangeren Kat Stephie Holst Brandt skal til at synge vuggeviser og godnatsange. Hun og manden Michael Holst Brandt har fået en datter.

Popsangeren Kat Stephie Holst Brandt er blevet mor for første gang, efter at hun har født sit og gemalen Michael Holst Brandts lille pige.

Det afslører hun på Instagram.

- For præcis et år siden var mit største ønske at blive mor ... I dag ligger hun her i mine arme. Velkommen til verden, lille Emmie, skriver den nybagte mor.

Kat Stephie Holst Brandt afslørede nyheden om familieforøgelsen i sommer over for sine følgere på det sociale medie.

- Vi har holdt på en stor hemmelighed. Men ja, nu er den blevet for stor til at holde på. Kan du mon gætte, hvad det er?, skrev hun i opslaget ledsaget af et foto af en struttende mave og et skanningsbillede.

Sangerinden fandt kærligheden på datingappen Tinder i 2020, da hun mødte Michael Holst Brandt, som hun blev gift med i december 2021.

Kat Stephie Holst Brandt slog igennem som en del af poptrioen Sukkerchok i slutningen af 00'erne med hits som "Hvor som helst - når som helst" og "Det det". I dag laver hun musik under navnet Kat Stephie.

I DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" fra 2024 stod hun frem sammen med en række andre kvinder fra musikbranchen.

I den forbindelse skrev hun, at hun havde haft "traumatiske oplevelser af fysisk og psykisk karakter".

Ud over sit musikalske talent har Kat Stephie Holst Brandt også foldet sig ud som skuespiller - blandt andet i filmen "Bedre tider" fra 2023, og så har hun skrevet manuskriptet til kortfilmen "En af drengene" fra 2022.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/11/2025 - 14:38

Rørt TV 2-profil er tilbage på skærmen efter kræftforløb

Philip Davali/Ritzau Scanpix

I februar måtte TV 2-værten Troels Mylenberg tages af skærmen og indlægges med kræft. Nu er han tilbage på TV 2 News og glæder sig til kommunalvalget.

Det var ikke med sin gode vilje, at TV 2-profilen Troels Mylenberg måtte trække sig fra skærmen, da han i februar fik konstateret kræft i tyktarmen.

Men nu er Troels Mylenberg erklæret kræftfri og tilbage på TV 2's sendeflade.

Mandag tonede han for første gang igen frem på skærmen som vært på TV 2's nyheder, og efter udsendelsen strømmede det ind med beskeder fra nær og fjern.

Det fortæller Troels Mylenberg til Ekstra Bladet.

- Det er dejligt og meget rørende at være tilbage. Folk er enormt søde. Seerne er søde, jeg er væltet med søde beskeder, siger han.

Der er så mange beskeder, at han ikke kan nå at besvare dem alle, uddyber han.

55-årige Troels Mylenberg er vært på TV 2 News og er tidligere politisk redaktør på kanalen.

- Det betyder mere, end man tror, når man har været væk så længe, som jeg har, at blive mindet om, at det er vigtigt, at man er der, siger han til Ekstra Bladet.

Lige inden juletid sidste år fik Troels Mylenberg alvorligt ondt i maven. Han tog ikke nærmere bestik af smerterne og fortsatte sit arbejde, men i februar blev de så slemme, at han måtte indlægges.

Det skulle vise sig at være tyktarmskræft, der havde spredt sig til leveren, mave og bughule.

I september lagde Troels Mylenberg et opslag på det sociale medie Facebook, hvor han fortalte, at hans første tanke var, at sygdommen ville tage livet af ham. Men efter en måneds tid kunne lægerne fortælle, at der var håb forude - hvis altså bare kemoterapien virkede, som den skulle.

Troels Mylenberg skrev videre, at han modtog kemoterapi i 22 døgn, og at han fik fjernet halvdelen af tyktarmen.

Lægerne kunne efterfølgende fortælle, at kræften var væk.

- Men der er ingen grund til at underdrive, hvor voldsomt forløbet har været, lød det yderligere fra TV 2-værten i Facebook-opslaget.

Nu glæder han sig til at dække det igangværende kommunalvalg, da politik betyder særligt meget for den erfarne News-vært, fortæller han til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/11/2025 - 10:00

FAKTA: Husk din forskudsopgørelse ved livsændringer

Din forskudsskat beregnes ud fra de oplysninger, som Skattestyrelsen har fra de seneste år. Du bør derfor reagere, hvis noget har ændret sig nævneværdigt som for eksempel:

* Hvis du er gået meget op eller ned i indkomst.

* Hvis du er skiftet mellem at være studerende og arbejde.

* Hvis du er gået på pension.

* Hvis du har solgt eller købt bolig.

* Ved livsændringer - for eksempel skilsmisse eller blevet gift.

* Ved større ændringer i fradrag - eksempelvis et omlagt boliglån eller hvis du har skiftet job eller har længere eller kortere fra dit arbejde til dit hjem.

Kilder: skat.dk og PFA.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/11/2025 - 10:00

Nu kommer forskudsopgørelsen: Husk disse ændringer fra nytår

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Når forskudsopgørelsen åbner, er det en god anledning til at give næste års økonomi et eftersyn. I 2026 gælder det særligt seniorer, unge og topskattebetalere.

Den 11. november vil knap 5,4 millioner borgere kunne se og rette deres oplysninger om indtægter og fradrag for året, der kommer.

For de fleste vil forskudsopgørelsen ligne sig selv, men for landets seniorer, de unge og topskatteyderne vil der være nye tiltag, lyder det fra privatøkonom ved pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin.

- Ekstra mange bør tjekke indkomsten i år. Dels fordi mange har oplevet pæne lønstigninger i 2025, og dels fordi vi får helt nye grænser for mellem- og topskat fra årsskiftet.

- Samlet set vil de fleste danskere se ind i en forbedret privatøkonomi, og i nogle familier taler vi om flere tusinde kroner månedligt ekstra i hånden efter skat, siger hun.

Efter årsskiftet tager vi hul på den nye topskattereform. Det betyder, at den nuværende topskat erstattes af tre skatter: En ny mellemskat, en ny topskat og en ny top-topskat.

- Det kan altså betyde ret store forandringer i, hvad man skal betale i skat samlet set, siger Camilla Schjølin.

For seniorer på arbejdsmarkedet vil der være en skattemæssig gulerod fra næste år, forklarer underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.

- Hvis man er i beskæftigelse og nærmer sig folkepensionsalderen, så vil man få et forhøjet beskæftigelsesfradrag. Det vil give et lidt større rådighedsbeløb til de implicerede borgere, siger han.

Det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer er på 1,4 procent af arbejdsindkomsten op til et maksimum på 6100 kroner.

Det bliver med finansloven for 2026 udvidet fra to til fem år, ligesom fradragssatsen forhøjes i en periode frem mod 2030.

Der er også et økonomisk løft til landets unge.

For teenagere under 18 år med et fritidsjob skal fra nytår ikke længere betale AM-bidrag af deres indtægt.

Desuden udvides befordringsfradraget til også at omfatte studerende i 25 af Danmarks yderkommuner og småøer, hvis man har mere end 12 kilometer mellem hjem og uddannelsessted.

Uanset om man modtager løn, SU eller pension, er det vigtigt, at indtægtsniveauet ser rigtigt ud, påpeger privatøkonom Camilla Schjølin.

- Der er penge at hente på at bruge fem minutter på at skimme, om tallene ser retvisende ud, siger hun.

Når forskudsopgørelsen åbner, er det et godt tidspunkt at reflektere over, om der er sket eller skal ske ændringer i dit liv, siger underdirektør Ulrick Junge.

Det kan for eksempel være nyt job, ændrede renter, pension eller barsel.

- Hvis sådan noget sker, er det rigtig vigtigt lige at gå ind og tjekke, at ens oplysninger er korrekte. Så er du nemlig sikker på løbende hen over året at betale den korrekte skat, siger han.

Sidste år skulle 800.000 borgere med restskat i gennemsnit betale knap 10.000 kroner retur.

Både Ulrick Junge og Camilla Schjølin minder også om at dobbelttjekke dine fradrag.

Det gælder særligt befordringsfradraget samt service- og håndværkerfradraget, som mange har ret til.

- Det er tillokkende at læne sig tilbage i troen på, at der er fuldkommen styr på ens skattebetaling. Men en del fradrag skal man selv proaktivt påføre, hvis man ikke vil snyde sig selv i skat, understreger Camilla Schjølin.

Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til dine fradrag, kan du finde en guide på skat.dk, anbefaler Ulrick Junge.

I 2024 betalte danske borgere 707 milliarder kroner i personskat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek