Sankt Petersborg, 05/07/2025 - 05:00
Rusland nedskyder ukrainske droner nær Sankt Petersborg
Rusland melder at have nedskudt droner flere steder i landet. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Oleksii Filippov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ruslands luftforsvar har nedskudt en række droner fra Ukraine, som var blevet affyret mod flere forskellige dele af Rusland.
Det oplyser russiske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Ruslands forsvarsministerium blev der affyret i alt 42 droner i løbet af tre timer.
To af dem blev skudt ned nær Ruslands næststørste by, Sankt Petersborg, lyder det.
Aleksandr Drozdenko, der er guvernør i regionen Leningrad, hvor Sankt Petersborg ligger, skriver på beskedtjenesten Telegram, at de to droner blev nedskudt i to forskellige distrikter syd for byen.
Ifølge guvernøren er der ingen meldinger om nogen, der er kommet til skade.
Der er heller ikke umiddelbart meldinger om skader på bygninger eller andet.
Flytrafikken i den internationale lufthavn Pulkovo, som ligger i Sankt Petersborg, blev som følge af dronerne midlertidigt indstillet.
Guvernøren i regionen Smolensk, som ligger i det vestlige Rusland, siger at der her blev nedskudt tre droner, og at ingen er kommet til skade.
Samtidig melder guvernøren i Voronezj, som ligger nær grænsen til Ukraine, at flere droner er blevet nedskudt. Det præcise antal fremgår dog ikke.
Ukraine har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne fra Rusland.
Ukraine har skruet op for brugen af droner i angreb rettet mod mål længere inde i nabolandet.
Den 1. juni udførte Ukraine angrebet "Operation Edderkoppespind". Ifølge ukrainske oplysninger angreb 117 droner her fire russiske luftbaser. Den ene ligger 4300 kilometer fra Ukraine.
Rusland bruger samtidig også flere droner i landets angreb mod byer i Ukraine. Ifølge det ukrainske luftvåben blev der torsdag aften og natten til fredag sat rekord, da 539 droner og 11 missiler blev affyret mod Ukraines hovedstad, Kyiv.
Mindst en person blev dræbt, og mindst 23 blev såret i angrebet, som ifølge de lokale myndigheder blandt andet ramte 40 beboelsesejendomme og flere skoler, børnehaver og caféer.
/ritzau/,