Berlin, 14/12/2025 - 17:25
Zelenskyj møder USA's delegation til våbenhvilemøde i Berlin
Forhandlingerne om en aftale om fred i Ukraine er søndag blevet genoptaget i Tysklands hovedstad.
Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters
Af: /ritzau/
En ny runde forhandlinger om våbenhvile i Ukraine er søndag eftermiddag gået i gang i den tyske hovedstad, Berlin.
Det skriver Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Facebook.
Foruden Zelenskyj deltager USA's udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner, Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, og Natos øverstkommanderende i Europa, den amerikanske general Alexus Grynkewich.
- Vi har påbegyndt vores møde, skriver Zelenskyj i et opslag ledsaget af en række billeder af delegationerne, der deltager i mødet.
Flere europæiske lande har sammen med Ukraine arbejdet på højtryk de seneste uger for at forfine et amerikansk udkast til en fredsplan.
Parterne prøver især at sørge for, at klare sikkerhedsgarantier for Ukraine bliver en del af en eventuel fredsaftale.
Det amerikanske udkast blev sendt til Ukraine og Rusland i slutningen af november. Det indeholdt flere punkter, som Ukraine ikke kunne acceptere - herunder et krav om, at Ukraine skal afstå Donbas-regionen.
En revideret fredsplan blev siden lavet på et møde i Genève i Schweiz.
/ritzau/




