Washington D.C., 13/07/2025 - 19:35
Senat-rapport om Trump-attentat finder kaskader af undgåelige fejl
En rapport konkluderer, at konsekvenserne ikke afspejler situationens alvor efter Trump-attentat.
Rebecca Droke/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En rapport fra det amerikanske Senats Udvalg for Indenrigssikkerhed og Statslige Anliggender konkluderer søndag, at en "kaskade af undgåelige fejl" muliggjorde attentatet mod USA's præsident, Donald Trump, sidste år.
- Dette var ikke blot én enkelt fejl. Det var en kaskade af undgåelige fejl, der næsten kostede præsident Trump livet, står der i rapporten.
Samtidig konkluderes det, at de hidtidige konsekvenser ikke afspejler situationens alvor.
Den republikanske senator og formand for udvalget, Rand Paul, kalder i en pressemeddelelse attentatet for en "skandale".
- Det var et komplet nedbrud af sikkerheden på alle niveauer, drevet af bureaukratisk ligegyldighed, en mangel på klare procedurer og en chokerende afvisning af at reagere på direkte trusler, siger han og tilføjer:
- Vi må holde personer ansvarlige og sikre, at de nødvendige reformer bliver gennemført, så det aldrig kan ske igen.
Rapporten er blevet offentliggjort søndag, hvor det er et år siden, at attentatet fandt sted.
Trump blev udsat for attentatet under et vælgermøde i Butler i Pennsylvania.
Den daværende præsidentkandidat slap med skrækken og et plaster på øret, hvor en patron havde strejfet.
Gerningsmanden blev dræbt få minutter senere.
Én deltager til vælgermødet blev dræbt under skudepisoden, mens to andre blev såret.
Secret Service fik efterfølgende kritik for ikke at have sikret bygningen, hvorfra skuddene blev affyret, og senere kom det frem, at der også havde været kommunikationsbrister.
Det endte med, at den daværende chef for Secret Service, Kimberly Cheatle, gik af.
Seks Secret Service-medarbejdere blev ifølge NBC News desuden suspenderet uden løn i perioder på mellem 10 og 42 dage.
/ritzau/